Økonomisk støtte til medlemsforeninger
Støtte til foreningen
DGI Midtjyllands ansøgnings- og udviklingspulje er i 2011 på 100.000 kr. Puljen kan ikke søges direkte af medlemsforeninger, men bruges til initiativer iværksat af DGI Midtjyllands bestyrelse eller udvalg, evt. i samarbejde med foreninger.
Medlemsforeninger er meget velkomne til kontakte
idrætschefen om idéer til nye tiltag, som kræver økonomisk støtte.
DGI's landsdækkende ressourcer:
DGI's Udviklingsmidler har til formål at støtte initiativer, der kan understøtte aktivitets- og foreningsudvikling i overensstemmelse med DGIs værdigrundlag. Desuden kan medlemmer af DGI via
DGI's gavefond indsamle beløb online for at finansiere tiltag i foreningen.
Støtte til ledere og trænere
Uddannelse: DGI Midtjylland støtter uddannelsen af ledere og trænere i foreningerne gennem DGI´s fælles kursuspulje. Det betyder i praksis, at DGI Midtjylland kan afholde kurser, seminarer og workshops til meget lave priser.
Udover de arrangementer, vi allerede tilbyder, er der mulighed for at få skræddersyet økonomisk støttede kurser, bestyrelsesseminarer og -workshops til netop din forening. Kontakt DGI Midtjyllands kontor for at høre nærmere.
Støtte til udøvere
Vanskeligt stillede børn: Det skal ikke være prisen på sportsudstyr og kontingent, der afholder børn og unge fra at deltage i idrætsforeningens træning og arrangementer. Hvis det kan dokumenteres, at forældrene til børn og unge op til 18 år er vanskeligt stillede, enten af etniske, kulturelle eller økonomiske årsager, kan en medlemsforening ansøge DGI Integration om støtte til kontingent, udstyr, stævner og lejre. Læs mere
her.
DGI’s hjælpefond: Fondens formål er at yde støtte til personer der er kommet til skade ved aktivitet i foreninger, som er tilsluttet DGI. Personen skal være medlem af foreningen. Læs mere
her.
Støtte til faciliteter
DGI’s lånefond har til formål at yde lån til udvikling af idrætsfaciliteter, der kan understøtte realiseringen af DGI's idrætspolitiske strategier. Læs mere
her.
Lokale- og Anlægsfonden: Desuden skyder DGI penge i den almene
Lokale- og Anlægsfonden, som støtter byggeri inden for idræt, kultur og fritid og tilbyder rådgivning på området.
Andre støttemuligheder
I DGI’s støtteguide finder du en oversigt over andre fonde og puljer, der kan være relevante for en idrætsforening at søge.
DGI Midtjyllands kontor rådgiver også gerne om dette.
Desuden kan man slå op i bogen ”Vejviser til legat og fonde”, og på kommercielle hjemmesider som
Tilskudsbasen.dk og
Legatmidler.dk kan man købe sig til oplysninger om relevante fonde.