vorespuls.dk-touren 2012
På cykel tværs gennem Danmark
DGI satser på endnu mere outdoor motion for den almindelige dansker. vorespuls.dk-touren er bare et af mange tilbud.

Foto: Helene Vester
Her er hele holdet samlet inden afgangen på sidste års cykeltur.
Onsdag den 1. august 2012 hopper ca. 30 cyklister i sadlen og tramper fra Skagen til København i løbet af fem dage. Cykelture til Paris er blevet en populær udfordring, men DGI vil gerne slå et slag for, at Danmark også kan byde på udfordringer til motionisten i smukke landskaber. DGI’s kontor i Sydøstjylland har fået ideen, og i 2011 gennemførte vi den første tur. Læs om etaperne i artiklerne, som der er linket til her på siden.
Oplysninger:
Kontakt Søren H. Mikkelsen på tlf. 29216371
Idræt og fællesskab
”Vi vil gerne være et alternativ til alle de højt profilerede cykelture, som kører til Paris. Her hos os kan alle deltage. Bare de har trænet sig op, så fysikken kan følge med. DGI’s motto er idræt og fællesskab, og vorespuls.dk-touren er essensen af det,” siger Peer Stokholm, direktør for DGI Sydøstjylland, som glæder sig til turen.
Flere og flere dyrker motion ude
Holdet er en blanding af køn og alder. De vil sammen kører den lange tur, som ud over den personlige oplevelse sætter fokus på, at DGI har stor vifte af tilbud til danskere, som gerne vil træne ude. På den måde rammer de ned i tidsånden, hvor flere og flere dyrker individuel outdoor idræt, men samtidigt søger det sociale, der opstår i en gruppe.
Det gælder ikke om at komme først - men at gennemføre, samtidigt med at den enkelte får udfordret sin egen udholdenhed. I et halvt år før træner deltagerne både individuelt og i fællesskab, hvor distancen langsomt øges.
Ruten
Vorespuls.dk-touren går via DGI huse gennem Danmark. Afgang og ankomst til byerne afhænger at etapens længde.
1. etape – 1. august 2011 (Grenen til Nordkraft i Aalborg) ca. 107 km
2. etape – 2. august 2011 (Nordkraft til DGI-Huset i Herning) ca. 148 km
3. etape – 3. august 2011 (DGI-Huset i Herning til DGI-Huset i Vingsted) ca. 95 km
4. etape – 4. august 2011 (Vingsted til Nyborg) – bus over broen ca. 124 km
5. etape – 5. august 2011 (Korsør til DGI-Byen i København) ca. 120 km
I alt ca. 594 km
Der vil være en bil, som følger holdet og sørger for reparationer, mad samt at den enkelte kan stige af på dele af turen, hvis der er behov.
Deltagerne har fået ens cykeltøj med sponsorer påtrykt.
Fællestræninger i foråret
Hvis du skal med på turen, kræver det en god portion træning. Derfor er der en lang række fællestræninger i foråret, som alle tager udgangspunkt fra DGI Sydøstjyllands kontor i Horsens.
Men alle er velkomne til at deltage, uanset om de skal med på den lange tur!
Find datoerne under links'ne og meld dig til i god tid. Det er gratis at deltage i alle fællestræningerne.