| Flere

God rådgivning og gode priser
på kopi og print

Det skal være let for idrætsforeningerne at finde de bedste løsninger for kopi- og printmaskiner. Derfor har DGI og rådgivningsfirmaet IKR indgået en aftale, der skal hjælpe foreningerne og give dem attraktive priser

Det kan være noget af en jungle, når idrætsforeningen skal have ny kopimaskine, eller når bestyrelsen skal hitte rede i, hvilken printer der bedst dækker behovet. Men nu er der hjælp at hente.

DGI og rådgivningsfirmaet IKR har indgået en aftale, der sikrer foreningerne de bedste priser og løsninger. Målet er både at skabe tryghed og at gøre det nemt for foreningerne. Og så forventes det, at foreninger i gennemsnit kan spare over 30 procent på kopi og print.

- Med aftalen sikrer vi billige priser på det, der kaldes multifunktionelle maskiner og tilbehør, og samtidig kan foreningerne få rigtig god rådgivning undervejs, forklarer Søren Brixen, der er direktør i DGI.

Fordele for foreningerne

- Foreningerne forventes at kunne spare over 30 procent på kopi- og printmaskiner, hvis de benytter hjemmesiden.

- Foreningerne får adgang til IKR Nykøbscenter, hvor der ydes professionel rådgivning på eksisterende og nye aftaler på kopi og print.

- Alle indkøb pålægges et mindre administrationsgebyr.

- Adgang til hjemmesiden sker via foreningsservice.

Specialudviklet til idrætsforeningerne

IKR er et uafhængigt og uvildigt firma, der bl.a. rådgiver Finansministeriet om indkøb af kopi- og printløsninger. Og nu har IKR specialudviklet en ny hjemmeside med en indkøbsportal til idrætsforeningerne.

På hjemmesiden kan foreningen indtaste sit forbrug, behov og ønsker – og så kommer hjemmesiden med et bud på, hvilken maskine der vil være den bedste løsning. Alle udgifter i forhold til køb, drift og vedligeholdelse vil være synlige.

Hjemmesiden tager højde for, at foreningen skal tilbydes en maskine, der passer præcist til behovet. Så alle foreninger - fra den mindste til den største – kan få afdækket deres kopi- og printønsker.

DGI’s aftale om leverance af kopi og print har været igennem et EU-udbud, som resulterede i, at det bliver udstyr fra Canon og RICOH, der kan købes via hjemmesiden. 

Gennemskueligt og nemt

Der har gennem årene været mange skrækhistorier om, hvordan skoler og institutioner har indgået aftaler om køb og vedligeholdelse af kopimaskiner, der så viste sig at være ekstremt dyre.

Med aftalen ønsker DGI at kvalitetssikre tilbuddene på kopi og print og gøre det gennemskueligt for foreningerne.

DGI har som mål at hjælpe idrætsforeningerne med at gøre administrationsarbejdet nemmere og dermed få en lettere hverdag. Og aftalen om kopi og print skulle gerne være endnu et skridt på vejen til at nå det mål.


Majbritt Lykke Andersen

Ejer: Kommunikationsafdelingen