Petanque er på jagt efter nye medlemmer
DGI petanque støtter aktivt foreningernes arbejde for at få flere medlemmer
Det er de enkelte foreninger, der er de bedste ambassadører for petanque, og derfor er det også foreningerne, der skal have opbakning og støtte til at hverve flere medlemmer. Sådan lyder forklaringen fra DGI petanque, når de lancerer en ny folder, som medlemsforeningerne kan bruge til at få nye medlemmer.
”Det er foreningerne, der er bedst til at finde nye medlemmer, og vores håb er, at folderen kan være en god hjælp for foreningerne på den front. Vi har et fælles ønske om at få flere til at dyrke petanque, og derfor må vi fra DGI petanque gøre det, vi kan – som for eksempel at lave denne folder,” lyder det fra næstformanden i DGI petanque, Tage Kristensen.
Kontaktinformationer
Folderen fortæller kort om spillets oprindelse og reglerne, og på bagsiden er der kontaktinformationer til DGIs landsdele, ligesom det er muligt for den enkelte forening selv at skrive informationer på folderen – enten i hånden eller med et stempel.
”Det gør vi, fordi det er vigtigt, at foreningerne kan give deres egne kontaktinformationer med folderen, så modtagerne ved, hvor de skal henvende sig lokalt,” forklarer Tage Kristensen.
DGI petanque sender i første omgang et antal foldere ud til alle medlemsforeninger. Det vil være muligt for foreningerne at bestille folderen i DGI-Butikken eller den kan downloades under "Se også...".
Opdateret 3. maj 2011 Af Kim VejrupEjer: DGI Petanque - Landsudvalget