| Flere

Løbeture i skoletiden løfter selvtilliden

36 elever på Sosu-skolen i Skive skal deltage i en skemalagt løbetur hver tirsdag hjulpet af 12 elever og syv lærere, som alle har været på et løbetræner-kursus i DGI. Nogle stritter imod, mens andre henter humør, selvtillid og vægttab fra den fælles træning

Foto: Steen Bille
Begejstrede nye løbere i Skive: Tove Sørensen, 49 år og til venstre, Anita Munkholm, 27 år og i midten, Mette Laumann, 45 år og til højre

"Vi tror ikke på det, før vi selv prøver det".

Sådan har Mette Laumann på 45 oplevet at blive sendt ud på en ugentlig løbetur fra Sosu-skolen i Skive hver tirsdag eftermiddag.

Hun er en af de 36 elever fordelt på to hold, som udgør forårets hold på uddannelsen til social- og sundhedsassistenter.

"En dag jeg ikke har rørt mig, er jeg ugidelig, doven og utilpas at være sammen med for andre", erkender hun.

Men når hun får rørt sig, vinder hun ny selvtillid, taber i vægt og får velvære ud af det.

"Det er svært at psyke sig selv i gang og du skal prøve det nogle gange, før du ved det virker. Men så får du også det gode humør", siger hun og tilføjer:

"Det betyder meget, at andre siger "skidegodt!" til dig efter løbeturen".

Fagligt udbytte

Krop og læring er retningspilene for al undervisning på Social- og Sundhedsskolen i Skive, herunder faget Aktiv Velvære.

Her er det brede sundhedsbegreb og især motion sat i fokus.

Samarbejdsprojektet med Løb med DGI skal netop hjælpe med at øge sundheden.

Det skal også fremme de faglige og personlige kompencer hos eleverne yderligere.

Ved at uddanne løbetrænerne via DGI ønsker skolen at sikre fagligt funderet bistand til eleverne. De skal opleve øget glæde ved at bevæge sig. og måske mærke øget indlærings- og koncentrationsevne i timerne.

Eller som en af løbetrænerne blandt eleverne, Kasper Skovsgaard, udtrykker det:

"Vi skal ud i fysisk og psykisk krævende job, så vi har brug for at holde fysikken oppe".
Foto: Steen Bille
Kasper Skovsgaard, løbetræner på Sosu-skolen i Skive, mener at mærke, at løbeturene øger hans indlæringsevne

Oparbejde styrke

"Alle har et stort smil på læben, når de kommer hjem efter træningsturen", siger Joan Hinrup på 53, løbetræner sammen med Kasper Skovsgaard.

Måske fordi de oplever det samme, som hun gør ved at løbe to gange om ugen.

"Jeg føler mig kvikkere, når jeg har været ude på en løbetur", forklarer hun og tilføjer:

"Men jeg har også fundet ud af, at jeg er mødt til at være i gang til den dag, jeg skal ud at virke i et job. Dér får jeg brug en fysisk og mental styrke, jeg kan få ved at løbe og ved at være løbetræner".

Selv om både Joan Hinrup og 30-årige Kasper Skovsgaard går på den samme assistent-uddannelse, har de en vidt forskellig fortid i idrætten.

"Jeg har dyrket meget motion før i tiden. Især boksning på eliteplan, hvor jeg er blevet dansk og jysk mester og trænede 12-14 timer om ugen", fortæller han.

Eks-bokseren blev løbetræner for at lære at formidle sin viden om motion, kost og sundhed bedre.

"For år tilbage har jeg dyrket forskellige idrætsgrene som fodbold, håndbold og løb, men kom væk fra det", siger hun.
Foto: Steen Bille
Joan Hinrup føler sig kvikkere, når hun er færdig med den ugentlige løbetur som løbetræner på Sosu-skolen i Skive

Modviljen får modspil

Ikke alle 36 elever er begejstrede for at "få trukket" ugentlig løbetræning ned over hovedet. En mindre gruppe løber passivt med i langsomt tempo som for at vise deres modvilje.

Men det mener de to hjælptrænere at have en nøgle til at åbne op for.

"Som elever, der også er trænere, kan vi løsne op hos dem, der føler modvilje, ved at tale med dem som en af dem", siger han.

"Det vi siger, opfattes anderledes end hvis en lærer siger det", påpeger hun.

I begge tilfælde gør de det klart for løberne, at det ikke - som de frygtede - handler om at løbe hurtigt eller langt.

"Vi løber i det tidsrum, vi har i Learning Lab. Og så løber vi jo selv med, fodi vi ved, at vil man lære andre noget, skal man selv være aktiv", understreger hun.

Hjælp til selvhjælp

Det øger indlæringsevnen i timerne. Det giver mere overskud i løbet af ugen. Det øger ens tilfredshed med sig selv.

Det er de ord, som såvel løbetrænerne som Sosu-eleverne sætter på det udbytte, de mener de får ud af at løbetræne.

"Det har hjulpet mig til at tabe mig mere sammen med det zumba og svømning, jeg går til ud over de tre gange jeg løber otte km om ugen", slår Anita Munkholm på 27 fast.

Efter at have smidt smøgerne, tog hun så meget på, at det besværede hendes fysiske udfoldelser. Så meget at hendes søn en dag sagde, hun var kedelig, da hun ikke havde luft til at trille bold i haven.

"Men inden for halvandet år har jeg tabt 48 kilo. Så nu skal jeg med i Skive-løbet til september", understreger hun.

Kasper Skovsgaard, løbetræner, siger da også, at han allermest ønsker at hjælpe elev-kollegerne til at blive selvhjulpne, når det gælder motion.

"Så kan de også blive bedre rollemodeller for dem, vi skal ud at hjælpe i vore job", noterer han sig.

Fakta om Sosu-løbere i Skive

DGI Nordvest og Social- og Sundhedsskolen i Skive samarbejder om et Løb med DGI projekt i en skemalagt, ugentlig.

To hold på assistent-uddannelsen med i alt 36 elever deltager.

12 elever og syv lærere er løbetrænere efter endt kursus hos DGI.

Hensigten med forløbet er at skabe større lighed i sundheden, at løfte elevernes personlige og faglige kompetencer.

Opdateret 27. maj 2011 Af Steen Bille

Ejer: Kommunikationsafdelingen



DGI magasinet UDSPIL

  Bladr i magasinet

Lokale blade:
Midtjylland
Sydøstjylland
Vestsjælland / Roskilde

Lad børnene boltre sig

Bliv inspireret til at slippe legen fri til stor gavn for børns motorik og bevægelse.

Hæftet Slip legen fri er skrevet af fagfolk til foreningerne.
Køb hæftet Slip legen fri