| Flere

Nåle til de trofaste

Der blev uddelt hele ni nåle og diplomer til trofaste gymnaster, da IF Midtdjurs havde forårsopvisning. Karina Brock Nielsen fik diplom for 15 år som aktiv gymnast på trods af, at hun endnu ikke er fyldt 16 år

Kalenderen er i nattens løb skiftet over til sommertid, men folkene i køen ind til Midtdjurshallen i Ryomgård skutter sig i kulden og tripper for, at komme ind i varmen.

Inde i hallen er det allerførste, der møder ens blik et langt bord, der bugner af kager og termokander med kaffe.

De mange mødre med børn i IF Midtdjurs har haft gang i ovnene og sørget for, at årets forårsopvisning skulle blive en hyggelig begivenhed for alle.

De grønklædte borde langs hallens vægge er allerede fuldt optaget af forældre, bedsteforældre og børn, der spændt venter på, at forårsopvisningen skal gå i gang.

Endelig er det blevet tid til den fælles indmarch. Da alle børn og trænere er på plads på gulvet, byder formand for IF Midtdjurs gymnastikforening, Jette Pilgaard, velkommen til årets forårsopvisning.

Bagefter rejser alle sig fra deres stole og synger med på foreningens fællessang Mariehønen Evigglad.

I anledningen af at IF Midtdjurs har 35.års jubilæum i år, er der inviteret en særlig gæst fra Syddjurs Egnsteater, der skal sørge for at varme både gymnaster og tilskuere godt op inden opvisningen.

Hun udgiver sig for at være en kvindelig elev af sundhedscoachen, Chris MacDonald, og med sin kække og lidt frække attitude sørger hun for, at alle i hallen også får rørt lattermusklerne.

Fra mor/barn-hold til hjælpetræner

Kagefadene på det lange bord er ved at være tomme og forårsopvisningen er snart forbi, men for nogle af gymnasterne er det dagens højdepunkt, der nærmer sig.

Traditionen tro skal der uddeles nåle og diplomer til de gymnaster, der har gået til gymnastik i foreningen i henholdsvis 5, 10 og 15 år i træk.

Én for én bliver børnene kaldt op foran formandens bord midt i hallen og får udleveret nål og diplom. Hver af dem får en klapsalve fra publikum med på vejen.

Én af dem, der skal have et diplom i dag er Karina Brock Nielsen. Hun startede på et mor/barn-hold inden hun var fyldt et år og hun har fortsat lige siden. I dag skal hun som den eneste af gymnasterne have et 15-års diplom.

” Det er jo sjovt og så bliver man ved. Man får mange venner her og der er et helt særligt sammenhold og derfor fortsætter man bare”, fortæller Karina Brock Nielsen, mens hun puster ud efter en opvisning.

Udover at hun selv går på et springgymnastikhold, er hun også hjælpetræner på to børnehold i foreningen, så hun skal være med i tre ud af dagens ialt 10 gymnastikopvisninger.

” Som lille ser man jo vildt op til de store og man lærer en hel masse af dem. Det er rart, at kunne give det videre og selv være én af dem, som de små kan se op til og lære af,” forklarer hun lidt genert.

Karina Brock Nielsen bliver som den allersidste i rækken kaldt op for at modtage sit diplom. I stedet for en nål får hun en gave fra foreningen. Det er en glasskål fra Georg Jensen med foreningens initialer indgraveret i bunden.

” Det betyder noget for mig, at få et diplom og glasskålen skal da hjem på værelset ved siden af medaljerne,” smiler hun.

I rækken af gymnaster, der har fået diplom står også Lærke Graverholt Sørensen på 8 år. Hun går på holdet leg og spring fra 1.- 4.klasse og har fået et diplom for sine fem år som gymnast.

”Til min første opvisning var jeg klædt ud som mariehøne”, husker hun. Hun holder godt fast på sit fine nye diplom og giver det nødigt fra sig igen.

Af journalist Eva Thorsdal Asmussen


Det mener jeg


Ella Koudal Andersen
, 4 år, mor/barn-hold

”Vi lavede sådan nogle flyvere. Det var det bedste. Og så dem med sjippetorvene,- de var gode.”


Anne- Sofie Weesgaard Jessen
, 6 år, Rope Skipping

”Det bedste var at komme ud og sjippe sammen med mine venner. Og jeg lavede kun én fejl”.


Mia Marie Klessner Andersen
, 7 år, mixhold 0.-1.klasse

”Det var sjovt at optræde og lege med redskaberne. Vi havde lavet sådan en slags bro af to bukke. Det var sjovt selvom jeg faldt ned,- men det var jo meningen”.


Karin Simonsen og Sofie Christensen
, 11 år, tidligere gymnaster i IF Midtdjurs

”Det bedste var at se dem, der lavede både spring og dans. Vi har begge to gået til spring, men nu går vi til fodbold og håndbold og så har vi ikke tid mere. Men man bliver lidt jaloux, når man står og ser på de andre der optræder”.