Projekter og partnerskaber i DGI motion og friluftsliv
I DGI motion og friluftsliv arbejder vi fortsat fremadrettet med en række udviklingsprojekter.
Adventurerace
Projektets formål er at skabe udvikling, indhold og retning for adventurerace i Danmark. Flere landsdelsforeninger er godt i gang, og projektet skal være med til at sprede erfaringer og viden samt eksperimentere med målgrupper og indhold.
Målet er at få flere adventureraces i landsdelsforeningerne, instruktøruddannelse, udarbejdelse af inspirations- og idémateriale samt forsøg med reel foreningsdannelse omkring adventurerace.
Act
Formålet er, at DGI bringer sig i front med udviklingen af en fitnessform, der kan foregå udendørs, indendørs og i et mix.
DGI act er en træningsform for hele kroppen, som både træner muskler, led, sener og ikke mindst konditionen.
Målet er, at få DGI act udbredt i landsdelsforenin-gerne, instruktøruddannelse, udarbejdelse af undervisningsmateriale/videoklip.
Friluftsskoler
Formålet er aktivitet og anderledes naturoplevelser i skoleferien i DGI Storstrømmen.
På sigt er formålet, at der bliver skabt øget interesse for området og dermed øget tilgang og kendskab til friluftsarrangementer.
Der arbejdes på opbygning af ”den rullende friluftsoplevelse” (trailer) med udstyr, der kører rundt i DGI Storstrømmen.
Havkajak
Formålet er at styrke DGI havkajak og få flest mulig til at dyrke havkajak samt gøre dette i en DGI medlemsforening.
Målet er bl.a., at der kommer flere nye havkajak foreninger, og at eksisterende havkajak foreninger fastholder og udvider deres medlemstal.
Liv i Bevægelse (LIB)
Projektet ønsker at udvikle bevægelse, motion og sundhed i uderummet. LIB er dynamisk og alsidig udendørs træning omkring 5 grundformer: Vejrtrækning, kredsløb, balance, leg og styrke. Målet er, at LIB giver flere lyst til at dyrke organiseret motion i uderummet.
Vorespuls.dk
Finanskoncernen Nykredit og idrætsorganisationen DGI har i 2010 indgået et partnerskab, hvor målsætningen er at styrke folkesundheden ved at motivere flere danskere til at motionere – og samtidig give inspiration til de, der allerede er gået i gang med at løbe, cykle eller motionere på anden vis.
Målgruppen er de selvorganiserede, motionsinteresserede 25-60 årige. vorespuls.dk er et online motionsunivers for voksne med inspiration og viden om motion. vorespuls.dk er et ikke-kommercielt site med gratis adgang til alle funktionaliteter for alle brugere.
Derudover samarbejder Nykredit og DGI om events, hvor man kan blive inspireret til enten at komme i gang med motion eller få motivation til at fortsætte. Du kan læse mere om disse events på sitet
www.vorespuls.dk
Løb med DGI
Formålet med Løb med DGI er at få flest mulige mennesker i gang med vedvarende motion – på en måde som er både sund og sjov.
Se yderligere oplysninger på
www.dgi.dk/loebmeddgi