På kursus med DGI tennis
Viden og inspiration til din tennisundervisning er fællesnævneren i DGI tennis kursusrække, hvor der også lægges stor vægt på det sociale element med plads til samtale.
Tenniskursus 1 (K1) - Begynderinstruktion
Målgruppe: Nye tennistrænere som skal træne begyndere i foreningen – både børn og voksne. Kursister på kursus 1 skal være fyldt 14 år for at deltage.
Indhold: Der arbejdes i praksis på banen med begynderinstruktion. Hvordan sørger man for at begyndere – både børn og voksne – kommer godt i gang med at spille tennis? Inspiration til legeøvelser, slagindlæring af begynderslag og spiløvelser som danner bro mellem leg og læring. På kurset introduceres forskellige typer af bolde og andre hjælpemidler på banen som tilgodeser den uøvede tennisspiller, så tennisanlægget udnyttes bedst muligt.
Varighed: 15 timers effektiv undervisning.
Tenniskursus 2 (K2) - Arbejdet med tennisslagene
Målgruppe: Tennistrænere som skal træne foreningens medlemmer, der ikke længere er begyndere. Kursister på kursus 2 skal være fyldt 14 år for at deltage og have gennemført mindst et af følgende – Tenniskursus 1, DGI tennis ungledertræf eller DGI tennis slagtræningsweekend for unge instruktører.
Indhold: Der arbejdes i praksis på banen med tennisslagene. Hvordan sørger man for at tilpasse slagindlæring målgruppen og skabe en progression, der tilgodeser forskellige niveauer? Inspiration til slagindlæring og arbejdet med tennisslagenes bestanddele. Hvordan planlægger man en træningstime som både indeholder slagøvelser og samtidig sørger for at de indøvede slagbevægelser trækkes med over i det færdige spil - spiløvelser som danner bro mellem leg og læring. På kurset introduceres forskellige underviserroller som kan benyttes i forskellige situationer på træningsbanen.
Varighed: 15 timers effektiv undervisning.
Tenniskursus 3 (K3) - Trænerrollen – den gode underviser
Målgruppe: Tennistrænere som ønsker at blive bedre rustet til at varetage trænerrollen og blive en mere bevidst underviser. Kursister på kursus 3 skal være fyldt 15 år for at deltage og have gennemført kursus 1 og 2. Det forventes at deltagerne har praktisk trænererfaring fra en forening.
Indhold: Der arbejdes i praksis på banen med tennistrænerens rolle og værktøjer. Hvordan kan træneren tilpasse sin rolle som underviser og dermed blive bedre til at lære fra sig? Kurset sætter fokus på forskellige parametre som en underviser skal forholde sig til i træningsplanlægningen og giver værktøjer til at lave en differentieret og varieret træning. Fællesnævneren for kursets indhold er den pædagogisk- didaktiske værktøjskasse sat ind i rammer der er til at forstå.
Varighed: 15 timers effektiv undervisning.
Tenniskursus 4 - Slagværkstedet
Målgruppe: Tennistrænere som ønsker at gå i dybden med og få flere perspektiver på arbejdet med tennisslagene. Kursister på kursus 4 skal være fyldt 16 år for at deltage og have gennemført kursus 1, 2 og 3. Det forventes at deltagerne har praktisk trænererfaring fra en forening.
Indhold: Der arbejdes i praksis på banen med tennisslagene, så der bygges oven på den viden kursisterne har tilegnet sig på kursus 1 – 3. Single og doubletaktik introduceres og der gives inspiration til fysisk træning som en naturlig del af træningstimen. På kurset sætter gruppearbejde om Eventmanagement foreningen i fokus – hvordan skaber vi en dynamisk forening som er attraktiv for både nye og gamle medlemmer?
Varighed: 15 timers effektiv undervisning.
Uddybningskursus
Uddybningskurser forudsætter at deltagerne har gennemgået K2 eller K3. Indholdet er fleksibelt og defineres i et samarbejde mellem instruktører og kursister. Der er derfor mulighed for at sætte fokus på alle elementer af tennisspillet og arbejde i dybden med de emner som er relevante for den enkelte.
Ved tilmelding bliver alle deltagere bedt om at komme med et bud på de emner af speciel interesse og instruktørerne sammensætter herefter et program som tilgodeser alle ønsker. Kurset er primært praktisk anlagt og lægger vægt på at emnerne behandles i dialog mellem instruktører og deltagere.
Spotkurser
Spotkurser er et tilbud til alle DGIs medlemsforeninger. Kurserne afholdes lokalt hos den tennisklub, som har bestilt kurset og er af tre timers varighed. Indholdet aftales med instruktøren, så der er mulighed for at sætte fokus på lige præcis det som er relevant for den enkelte klub – og i de rammer som er til stede i hverdagen.
Kurserne kræver minimum 8 deltagere som er trænere og skal være med videreformidling for øje. Det er muligt at afholde spotkurser i samarbejde med andre klubber, hvis man ikke selv kan stille med 8 trænere.
Kontakt din landsdelsforening og bestil et spotkursus i klubben.
--------------------------------------------------------------------------------