8 tips til sæsonstarten

Inspiration og gode råd hentet direkte fra trænere i foreningslivet. Vidensdeling på tværs af idrætter.

Her finder du tips til en god start på sæsonen. Tipsene stammer fra Simon Hansen, instruktør i Skovbakken Svømning.

1. Skab en relation tidligt

Byd velkommen på holdet. Fortæl om dig selv som træner, hvad du vil, om din træningsfilosofi og hvad du forventer. Fortæl også om målet: Er det sportslig succes såsom oprykning eller er det at få skabt et godt træningsfællesskab. Del lidt ud af dig selv; hvad laver du, når du ikke er træner. Man vil gerne skabe en relation til deltagerne, og hvis man giver dem noget, de kan spørge ind til, er det nemmere for dem at snakke med træneren. Det er en smagssag, hvor meget du vil fortælle om dig selv. Det behøver ikke være et langt foredrag, men få rammesat det hele.

2. Forventningsafstemning

Dan dig et overordnet indtryk af, hvad deltagerne forventer. Tag en runde, udsend et spørgeskema eller lav en øvelse, hvor fire hjørner repræsenterer hvert sit udsagn for at høre om formålet med deltagernes tilstedeværelse. Et eksempel fra svømning kunne være, at man gerne ville være tryg i vandet, lære crawl, dyrke triatlon/ironman eller tage børnene med på stranden. Måske har du planlagt noget andet, end de gerne vil lære. Måske skal undervisningsplanen revurderes. Du behøver ikke huske på alle svar. I den individuelle træning kan I altid vende tilbage og have en dialog om det.

3. Husk at kommunikere med forældre

Husk med børnehold, at der er to målgrupper at kommunikere med: børn og forældre. Ræk hånden ud til forældrene. Skriv en mail, hvor du fortæller om dig selv og planen med holdet. En infomail kan have en præventiv effekt. En klassisk ting i svømning er, at en forælder efter nogle træninger spørger, hvorfor børnene ikke lærer at svømme, men bare leger. Svaret er, at der er rigtig meget læring gemt i de lege. Sådan er det i mange idrætsgrene. Efter jeg er begyndt at sende den mail, er der ikke en eneste forælder, der har henvendt sig, og den tager 5 minutter at skrive.

Det er en virkelig god investering. I mailen kan du samtidig anvise, hvordan du vil kontaktes. Er det mail, telefon eller personlig kontakt. Bare fordi du er træner, behøver du jo ikke stå til rådighed 24 timer i døgnet. Så sæt selv rammerne for, hvordan du kan kontaktes.4

4. Hjælp deltagerne til at lære hinanden at kende

Ved en sæsonstart kan hold nemt blive opdelt i ny og gammel, god eller dårlig. Det kan være svært at komme til som ny. De gamle er glade for at se hinanden, og snakken går hurtigt. Hvis man ikke lige er typen, der bare springer ind i centrum, kan det være grænseoverskridende, og man kan føle sig alene. Få skabt noget socialt og relationelt på tværs af de grupperinger. Lav navnelege, teambuilding eller samarbejdsøvelser, som kan være relateret til sporten eller ej. En øvelse jeg godt kan lide at lave er fælleshoppet. Man står i en cirkel med lukkede øjne, skulder mod skulder og skal hoppe og lande på samme tid uden at sige noget. Det behøver ikke være vildt eller avanceret. Det vigtige er, at det er lege, hvor man interagerer med hinanden og gerne, hvor vi skal snakke sammen for at løse opgaven.

5. Velkomst-buddy

Velkomst-buddys går ud på, at man giver nogle af de ”gamle” ansvaret for 1-2 af de nye. Hensigten er at skabe nogle bånd på tværs og give ejerskabsfølelse til de gamle udøvere, for pludselig bliver det også deres projekt, at de nye kommer godt med. Det er ikke fordi, de skal mødes med dem udenfor træningen, men det betyder meget, når man er ny, at der er en, der siger hej og informerer om praktiske ting. 

6. Opstartsevent

Tænk over, om det giver mening at lave et opstartsevent. Det er vigtigt at understrege, at det ikke er noget, man skal føle sig forpligtet til. Det kan være, du i forvejen lægger mange timer i klubben, så mærk efter, hvad du selv har overskud til. En 3. halvleg, hvor klubben giver øl, sodavand eller kaffe kan være nok. Bare det, at man laver noget andet end den idræt, man går til, kan skabe et andet rum og danne præcedens for, at deltagerne selv tager initiativ til 3. halvleg næste gang.

7. Ekstra fokus på succesoplevelsen

Det er ikke fordi, at alt skal være let, men det kan være vigtigt at huske på, at deltagerne ikke møder alt for meget modstand i starten, så folk går fra træning med følelsen af ikke at kunne finde ud af det. Skru en lille smule ned for niveauet i starten, så alle får nogle succesoplevelser. Så kan man skrue op for sværhedsgraden senere. Når først folk er inde i det, og har oplevelsen af at have fat i idrætten, kan man bedre holde til at tage en periode, hvor der er noget svært på programmet. Det er nemmere at affinde sig med.

En dårlig oplevelse i starten kan ødelægge rigtig meget, uanset om det er børn eller voksne. Ekstra ro og tryghed i starten er godt givet ud. I nogle idrætsgrene er det måske umuligt at starte let ud, fordi idrætten er svær. Fortæl i så fald, at de skal indstille sig på, at der går noget tid, før de oplever fremgang. Den information kan forhindre, at folk falder fra. Jeg vil til enhver tid, hvis sporten tillader det, skrue ned for sværhedsgraden. F.eks. må man i kids volley i starten gribe bolden og kaste den over nettet. Det er en måde at få noget spil i gang og få følelsen af succes.

8. Genfind teamspirit og traditioner

På hold med mange gengangere og en lang sommerpause, kan du med fordel starte ud med at udnytte det, I havde før pausen. Det behøver ikke være mere end en highfive eller at man altid siger goddag til alle mand. Selv små ting er nok. Genopfrisk og genfind traditionerne. Find teamspirit frem igen. Brug det som afsæt til den nye sæson.

Download trænertips til sæsonstarten i printvenlig version