Landsby spreder badminton-glæde i børnehøjde

Badmintonsportens Dag blev løftet ned til de yngste i Ruds Vedby IF. Spillere i alle aldre fejrede sporten, men miniton var absolut dagens største succes.

Latteren perler gennem hallen, som den kun gør, når en snes børn har det virkelig sjovt. Det er lørdag den 26. september, og Ruds Vedby IF har inviteret til Badmontonsportens Dag.

I den ene ende af hallen giver det ordentlige klask, når et virvar af småbørn dasker balloner rundt med fluesmækkere. I modsatte ende af hallen, lyder fuldvoksne smeld, når klubbens bedste herre-seniorer spiller rigtige sæt. De fører scorer og det hele.

Formålet med dagen - både i Ruds Vedby og i de mange andre klubber landet over, som inviterede indenfor - er at vise badmintonsporten frem i alle dens afskygninger; spillet og glæden.

"Mit udgangspunkt er, at det skal være sjovt. Både at spille og at gøre noget godt for andre i klubben - især for børn og unge," siger Signe Hansen som er bestyrelsesmedlem i Ruds Vedby. 

Lokal opbakning

Signe Hansen har hele formiddagen hastet rundt i hallen for at gøre alt klar til dagens gæster. Hun har stået for arrangementet og for at engagere gode lokale kræfter: Brugsmand Børge har sørget for frugt og drikkevarer, mens bagermesteren Peder har bagt en gedigen kage.

Og her ved middagstid kan hun slappe af og nyde frugten af det gode arbejde.

"Jeg vidste at mine naboer ville kigge forbi. Men mere var jeg jo ikke sikker på," siger hun smilende.

Vi er nødt til at starte med de små, og de skal have det sjovt. Det er dem, der skal blive spillere i klubben de næste mange år

Signe Hansen, bestyrelsesmedlem i Ruds Vedby IF

Alle hallens seks baner er nemlig optaget: På to baner spilles miniton, på den tredje er et far-søn-par igang ved fartmålerne. Fjerde bane er optaget af en seniors-double og på de resterende to baner spilles hygge-fjer. Faktisk hopper Signe Hansen selv ind i spillet her.

En dag for alle - især børnene

I Ruds Vedby Hallen har Badmintonsportens Dag samlet både garvede og grønne spillere i alle aldre. Og der er slet ingen tvivl om, at fokus er på de mindste. På sidelinjen er rollinger lige så optaget af at puste balloner op - og nyde pruttelydene, når de lukker luften ud igen - som de er af at sende dem afsted med ketsjere og fluesmækkere. 

Og netop den leg er lige så vigtig som selve badmintonspillet. 

"Vi er nødt til at starte med de små, og de skal have det sjovt. Det er dem, der skal blive spillere i klubben de næste mange år," forklarer Signe Hansen, der faktisk selv skal til at trække i trænertøjet. Først står den på en DGI-uddannelse, dernæst på et fast miniton-hold i Ruds Vedby.

"Børnene vil bare rigtig gerne spille. Børn har en glæde ved sporten, når de starter. Hvis vi kan holde fast i den, er det noget, de kan tage med sig hele livet. Den entusiasme de har er bare helt fantastisk - og så kan den måske smitte lidt af på de voksne spillere også," siger Signe med et glimt i øjet.

"Jeg er selv blevet givet så meget af mine trænere som barn og ung. Det vil jeg gerne give videre."