Løbende træner/spiller-dialog motiverer ungdomsspillere

I Viby Badminton Klub taler trænere og spillere meget sammen. De vurderer i fællesskab, hvad der skal til for, at den enkelte udvikler sig og har det sjovt på badmintonbanen. Og det er noget, der virker.

Trænerne i Viby Badminton Klub har en løbende dialog med hver enkelt spiller. Her vejleder Christina Schønemann 13-årige Cecilie Sejer. Foto: Viby Badminton Klub

I 2014 var der et-par-og-tredive ungdomsmedlemmer i Viby Badminton Klub på Sjælland. Nu, to år senere, er tallet mere end fordoblet. Og den fremgang er hverken held eller tilfældighed, men derimod resultatet af en koordineret indsats fra klubbens ungdomsudvalg og trænere.

Ligesom andre badmintonklubber oplevede klubben et støt frafald, og der måtte gøres noget. Et af klubbens tiltag var at indføre løbende samtaler mellem spillere og trænere, og dertil begyndte trænerne at vurdere den enkelt spillers niveau - både mentalt og fysisk - for bedre at kunne hjælpe spillerne i deres udvikling.

Cecilie Sejer på 13 år er en forholdsvis ny badmintonpige, men hendes spil har rykket sig meget og hurtigt det seneste år. Faktisk så meget, at hendes træner har rykket hende op fra begynderholdet til holdet for øvede spillere. 

Vi erfarer, om spillerne deltager i træningen for hyggens skyld, eller fordi de faktisk gerne vil videre i deres udvikling

Christina Schønemann, træner og formand for ungdomsudvalget i Viby Badminton Klub

”I Cecilies tilfælde var jeg flere gange til stede under tirsdagstræningen på begynderholdet for at vurdere om der var nogen, vi skulle transportere videre til onsdagsholdet, hvor blandt andet den tekniske træning er hårdere. Dernæst talte vi trænere om det. Er Cecilie en spiller, der mentalt er klar til komme videre? For selvom en spiller måske er spillemæssigt klar til at rykke videre, er det ikke altid sikkert, at spilleren selv er mentalt klar til at skifte hold. Vi talte om det trænerne indbyrdes, med Cecilies mor og med Cecilie selv”, fortæller Christina Schønemann, som er både træner og ungdomsudvalgsformand i Viby Badminton Klub.

Fælles beslutninger og en smidig overgang

I Cecilies tilfælde var konklusionen klar; hun var parat til at tage skridtet videre, og for at gøre overgangen så smidig som mulig, valgte trænerne og Cecilie, at hun skulle deltage i begge træningsgange. Om tirsdagen kunne hun nu fjolle lidt med veninden, og "onsdag er det så seriøst, hvor jeg skal yde noget for at blive bedre," fortæller Cecilie og fortsætter:

”Først var jeg sådan lidt… ej, det skal jeg ikke. For jeg var ret nervøs for i starten, for hvordan det ville blive. Så starter man med at være en af de bedste, og så lige pludselig er man bare den dårligste. Men da jeg så prøvede det, synes jeg det var fedt. Så jeg er glad for, at jeg blev spurgt.”

Andre spillere har også fået muligheden, og nogle har valgt at forblive på tirsdagsholdet - og den beslutning støtter trænerteamet op om. For deres jævnlige samtaler med spillerne giver dem et stort indblik i den enkeltes behov. Og det er med til at fastholde dem i badmintonsporten.

"Vi erfarer, om spillerne deltager i træningen for hyggens skyld, eller fordi de faktisk gerne vil videre i deres udvikling, og vi har naturligvis accepteret det, de har svaret”, fortæller Christina Schønemann.

Den rette tager snakken

Samtalerne med spillerne starter som regel som en løs snak i hallen. Herefter vurderer trænerne sammen følgende, hvad de kan gøre for den enkelte.

”Der kan også være nogen af dem, der er på onsdagsholdet for de øvede, som jeg har vurderet egentligt ikke rigtigt gider, og så er det bedre, at de er et på et andet hold”, fortæller Christina Schønemann.

At lytte til spillerne, at spotte dem og foretage løbende vurderinger hele sæsonen, i stedet for at vente et helt år med at rykke fra et hold til et andet, er en vigtig del af vores strategi

Christina Schønemann, træner og formand for ungdomsudvalget i Viby Badminton Klub

For nogle trænere og assistenter kan det dog være en svær snak at indlede, når en elev skal "rykkes ned". Og derfor er det væsentligt, at det er den rette person, som tager snakken. Det er en del af klubbens strategi, at nogen tager sig af de badmintontekniske samtaler, mens andre tager sig af de samtaler, der handler om de mere bløde værdier.

Udvikling med sæsonplan

Christina Schønemann kan ikke svare helt entydigt på, om dialogen mellem trænere og spillere har gjort udslaget og vendt klubbens frafald til fremgang. Men meget tyder i hvert fald på, at de har en meget positiv effekt.

”At lytte til spillerne, at spotte dem og foretage løbende vurderinger hele sæsonen, i stedet for at vente et helt år med at rykke fra et hold til et andet, er en vigtig del af vores strategi,” fortæller hun.

Og frem mod næste sæson følger ungdomsudvalget og trænerne op på årets arbejde med en sæsonplan, hvor trænerne i fællesskab bidrager til indholdet - og det er nødvendigt med med så mange ungdomsspillere i klubben.

”Hvad gør man for eksempel med et nybegynderhold for lidt ældre ungdomsspillere? Hvad skal de lære? Det næste hold, der er fem år gamle og opefter, skal de have leg og ballade, eller skal der være mere badminton? Det hold der kommer sidst, vores bedste hold, kan vi rykke dem endnu længere? Og frem for alt, hvordan får vi spillerne ud af vores egne hal og ud til kampe?,” remser Christina Schønemann op.

Alt sammen spørgsmål hun sig selv og trænerteamet i Viby BK om, og de spørgsmål skal deres sæsonplan besvare.