"Nu ved jeg, hvad der skal arbejdes på"

Benjamin Lindvig Hansen tog én puljekamps-sejr og erfaring med et nyt niveau inden for badminton med hjem fra LM.

Benjamin (th, red.) står klar til at modtage serven. Han håber at gøre sig gældende i sin pulje.Foto: Ditte Lilholm

19. til 20. april var skæbnedage for U15-spillere fra hele landet: Landsmesterskaberne 2016 løb af stablen. 516 unge spillere, forældre og ledere mødte frem i Frederecia Idrætscenter lørdag morgen, klar til at dyste om podiepladser og de mange eftertragtede point, som skulle fordeles og tages med videre. 

Blandt dem var 14-årige Benjamin Lindvig Hansen, som rykkede op i A-rækken efter udtagelsesstævnet. Nu skulle han prøve sig selv af på et nyt niveau.

"Jeg kan godt lide at få udfordring, så jeg er klar," sagde Benjamin inden første kamp lørdag morgen.

Siden udtagelsesstævnet har DGI Badminton fulgt ham for at give et indblik i en ambitiøs ung spillers hverdag og tanker om sin sport.

Mandomsprøve

Inden Benjamin skulle i aktion, samledes hans familie på bænkerækkerne: Mor og far, lillebror og et sæt bedsteforældre.

"Der er kommet flere af de kampe, hvor der er pres på. I dag er en manddomsprøve for Benjamin, så jeg glæder mig til at se, hvordan han klarer sig. Han håndterer de hårde kampe bedre og bedre. Han kan blive lidt irritabel og nedslået, men så bliver han coachet i pauserne, og jeg kan se, at det virker," sagde en tydeligt stolt far, Jimmy Hansen og fortsætter:

"For halvandet år siden, kunne jeg slå Benjamin i badminton. Nu bliver jeg lammetævet. Det højeste antal point jeg får mod ham nu er 14."

Jeg bliver da frustreret, når jeg ikke vinder, men jeg har jo selv valgt det. Så bare jeg gør mit bedste, er det godt nok

Benjamin Lindvig Hansen, badmintonspiller

Processen frem til LM har involveret hele familien. For Benjamin træner fire dage om ugen, og i perioder er han ude og spille hveranden weekend. Det kræver en logistisk indsats, men også at familien sætter sig ind i, hvordan Benjamin forholder sig til sin sport - for det er noget han tænker meget over.

"Jeg kan ikke mærke forskel på Benjamin i dag i forhold til andre stævner. Han glæder sig," siger hans mor, Vibeke Lindvig.

Og så alligevel:

"I morges havde han sat vækkeuret en time før og var oppe og i tøjet. Det plejer ikke at være sådan," sagde hun grinende lørdag morgen.

Forventninger til LM

Inden udtagelsesstævnet var Benjamin blandt de bedste i sin række. Og fordi han blev tilmeldt LM, inden han rykkede op i A-rækken, kunne han faktisk have spillet LM i B-rækken. Men det valgte han ikke at gøre. Og derfor justerede han også sit oprindelige mål fra at vinde det hele til så vidt muligt at gøre sig gældende i sin pulje.

"Jeg vil fokusere på at vinde, men ellers på at holde fokus og sørge for ikke at gå ned mentalt. Jeg bliver da frustreret, når jeg ikke vinder, men jeg har jo selv valgt det. Så bare jeg gør mit bedste, er det godt nok," siger han.

Det vigtigste for mig er jo, at Benjamin kommer hjem og selv føler, at han har fået noget ud af stævnet

Vibeke Lindvig, Benjamins mor

Og dén indstilling er der fuld opbakning til hjemmefra.

"På den måde henter Benjamin hjælp i sig selv, når en kamp ikke længere kan handle om at vinde. Og det vigtigste for mig er jo, at Benjamin kommer hjem og selv føler, at han har fået noget ud af stævnet," siger Vibeke.

Så til LM spillede Benjamin sin første kamp i A-rækken; nr. 154 på ranglisten.

Overskud til at hjælpe hinanden

LM handler selvfølgelig om at klare sig godt for Benjamin. Men det er også en social begivenhed, hvor han og vennerne følger hinanden gennem kampene og hjælper, hvor de kan.

For eksempel gik Benjamin ind på banen til sin tidligere doublemakker, Rasmus Juhl Nielsen, i pauserne for at coache ham.

"Jeg spørger, hvad han selv kunne se; hvad han selv synes, han skal gøre. Han plejer selv at kunne se det, men ellers siger jeg min mening," forklarede Benjamin. 

På samme måde er Rasmus der for ham, og det skal der altid være overskud til på stævnedage. Det styrker nemlig det sociale sammenhold, og de taler hinanden op til en bedre forståelse for og indstilling til deres eget spil.

"Men jeg er ikke så god en coach. Det er Rasmus. Ham kan jeg rigtig godt lide," sagde Benjamin.

Én sejr og gode erfaringer

Benjamins første kamp var mod den stærkeste spiller i hans pulje: En spiller, der ligesom Benjamin rykkede op efter udtagelsesstævnet og derfor kunne vælge, om han ville deltage i sin tidligere række, eller prøve kræfter med den nye. Han valgte at blive i A-rækken, men hører altså fremover hjemme i M-rækken.

Og det kunne ses på kampen. Benjamin spillede godt i første sæt.

"Jeg har aldrig set ham spille bedre badminton, end han gør i dag," sagde Jimmy undervejs.

Men modstanderen tog sættet hjem, og Benjamin måtte kæmpe endnu hårdere i andet sæt. Det blev ikke til en sejr.

Jeg prøvede hele tiden at tænke på den næste bold i stedet for på den, der lige var blevet spillet

Benjamin Lindvig Hansen, badmintonspiller

"Det gik meget godt med at holde fokus, men mentalt gik det ikke så godt. Ikke i første kamp," vurderede Benjamin bagefter.

Alligevel lykkedes det ham at komme igen i den følgende kamp.

"Jeg har vundet én puljekamp og tabte to, så det er gået, som jeg forventede. Og nu er jeg træt i kroppen," sagde Benjamin efter stævnet.

Han er selv tilfreds med, hvordan han arbejdede med sine målsætninger for Landsmesterskaberne.

"Jeg prøvede hele tiden at tænke på den næste bold i stedet for på den, der lige var blevet spillet. Og så tænkte jeg, at jeg bare skulle gøre mit bedste i næste kamp, og se hvordan det udviklede sig ud fra det niveau, min næste modstander var på," sagde han og fortsætter:

"Nu har jeg prøvet, hvordan det er at spille i A-rækken, og det var sjovt at prøve at få rigtig meget udfordring. Og nu jeg ved, hvad jeg skal arbejde på: Det er i hvert fald mit benarbejde. Jeg skal komme rigtigt og hurtigere rundt på banen."