Svensk landstræner holder "ferie" i Vingsted

Anders Kristiansen har været så godt som fast inventar på Vingstedlejren i 18 år. Karrieren som professionel badmintonspiller - og nu som landstræner i Sverige - er ingen hindring.

Nogle år underviser Anders Kristiansen to uger på Vingstedlejren. Andre år er det blevet til en enkelt dag. Men på Vingsted skal han. Foto: Vingstedlejren

Til daglig går Anders Kristiansen på banen i Uppsala nord for Stockholm, hvor han som assisterende landstræner sørger for, at Sveriges elite altid er oppe på tærerne. Så sommerferien kunne måske sagtens foregå langt fra halgulv og fjerbolde. Men sådan er det ikke.

Siden han som 17-årig underviste på Vingstedlejren første gang, er to uger af sommeren blevet brugt netop der. Med få undtagelser. Og det har han en rigtig god grund til:

"Jeg har ikke oplevet andre lejre, der er som den her. Stemningen er anderledes. Det er blandingen af seriøse, målrettede badmintonspillere, som gerne vil nå langt med deres spil, og så nybegyndere der er afsted for første gang. Det skaber en helt unik stemning," siger han.

Det er badmintonbekræftende at være her og se alle de børn og unge mennesker have det for vildt over at være på badmintonlejr

Anders Kristiansen, Assisterende Landstræner i Sverige - og træner på Vingstedlejren

Derfor har Anders Kristiansen som regel også tvunget mindst en enkelt dag på lejren ind mellem sine egne træningspas, selvom han i perioder egentlig ikke havde tid.

"Når jeg for eksempel har trænet op til VM, har jeg ikke kunnet være her en hel uge, men så har jeg skyndt mig her over en torsdag for bare lige at nå at være sammen med børnene, give dem noget og få det her 'Vingsted-sus'."

Lejren ramte med det samme

Anders Kristiansen var selv på Vingstedlejren som barn. Men dengang var han hverken en specielt god badmintonspiller eller særligt interesseret i lejren. Han var 10 år. Og han vendte ikke tilbage som spiller. Men, fortæller han:

Om Vingstedlejren

Vingstedlejren er en traditionsrig badmintonlejr arrangeret af DGI Nordsjælland.

Den har været afholdt 53 gange - hver år i Vingsted Kongres- og Konferencecenter ved Vejle.

Lejrens fokus er at flytte de deltagende spillere både personligt, fysisk og badmintonfagligt, alt imens de får en sommerferie-oplevelse for livet.

I 2014 var Vingstedlejren tæt på at lukke, men en stor indsats fra folkene bag lejren, her iblandt Anders Kristiansen, har sørget for, at lejren nu igen er en stærk spiller på banen.

"Jeg kan egentlig ikke huske, hvordan jeg startede som instruktør. Det var da jeg var 17, og lejren ramte mig med det samme. De andre instruktører har været mine bedste venner siden, og vi har holdt fast i lejren sammen. Det er en stor del af vores år, og vi taler om den ofte, både før og efter lejren. Vi har allesammen en masse følelser omkring den her lejr, for vi har været her sammen i mange år."

Faktisk er Vingstedlejren et af de steder, der virkelig minder Anders Kristiansen om, at han elsker badminton.

"Det er badmintonbekræftende at være her og se alle de børn og unge mennesker have det for vildt over at være på badmintonlejr. Så det går jeg langt for at prioritere," siger han.

Mere end en badmintontræner

På Vingstedlejren holder Anders Kristiansen ferie. Selvom han selvfølgelig indgår i arbejdet på lige fod med lejrens andre instruktører. For der er meget langt fra træningen i Uppsala til spillet i Vingsted.

"Det er en helt anden hverden. Til hverdag træner jeg folk, der har badminton som et arbejde, så nogle gange kan man glemme, hvorfor man gør, hvad man gør. Vi er ekstremt seriøse, målrettede og møder op på arbejde hver dag," forklarer han og fortsætter:

"Det er det bedste arbejde i verden, men det er lige på hvert eneste minut i hallen. Her leger vi nogle af tingene igennem, bløder dem op, og laver andre aktiviteter."

Alligevel er Vingstedlejren langt fra en flyder-ferie for trænere og spillere. Lejren har ambitioner om at sende deltagerne tilbage til deres klubber som bedre spillere. Og det holder trænerne sig hele tiden for øje.

"Jeg prøver at få så meget kvalitetsbadminton ind i lejren som muligt. Vores øvelser og fokus skal være inspirerende og noget, spillerne kan tage med hjem, som også giver mere lyst til at spille badminton. Så det er ikke nok bare at være badmintontræner. Man skal være mere for børnene også - en der giver dem lyst til at være på lejr; ikke bare den bedste til badminton."