"Vi laver pigelege og hygger os"
På badmintonskole kun for piger flyver fjerboldene gennem hallen som på andre badmintonskoler. Men neglelakstafet og tøsehygge giver pigerne et helt unikt fællesskab, og dét er godt for spillet.
Ida Wittrup Hansen er på sin fjerde badmintonskole, denne gang i Valby Badminton Club. Hun skal afsted igen sidst på sommeren, men alligevel er det her noget særligt.
"Det her er den eneste badmintonskole kun med piger. Og det er lidt rart, for så er det ikke virkelig hårdt hele tiden. Drengene har måske lidt mere kraft," siger Ida, som er 10 år og har spillet badminton, siden hun var syv.
Pigeting skaber fællesskab
Tirsdan morgen brager Beyoncé's Sweet dreams/beautiful nightmare ud over de tre badmintonbaner i klubbens hal. Det er dag to af tre, og Ida og badmintonskolens 11 andre piger er igang med opvarmningen. De spiller høvdingebold.
"Det er sjovt at være her. Vi laver mange hyggelige ting. Og så bruger vi én dag på ét emne. I dag skal vi være på midtbanen. Når man holder sig til en ting ad gangen, det tror jeg, man bliver bedre af," fortæller 10-årige Cecilie Burhenne Hansen.
Hun har været på en enkelt badmintonskole før og synes, det er helt i orden at være på en ren pigebadmintonskole - selvom hun ellers med egne ord er lidt en drenge-pige.
"Det er ok, fordi så er her kun piger. Jeg kan godt lide at spille bordfordbold, og det er der også mange andre, der godt kan lide," fortæller hun.
Vi laver mange ting, der ikke nødvendigvis er direkte badmintonrelaterede, men som pigerne kan identificere sig med
Simone Christiansen, badmintontræner og skoleleder
På formiddagens program - som er håndskrevet og med små tegninger af sole og glade piger på - står der "defensiv slagteknik". Men mellem badminton-passene sørger skolens leder og træner, Simone Christiansen, for, at pigerne laver en hel masse mere end badminton sammen.
"Vi laver mange ting, der ikke nødvendigvis er direkte badmintonrelaterede, men som pigerne kan identificere sig med. Det er med til at give pigerne en gruppe, hvor de kan sige, at 'vi er sådan og sådan' - og det kan de for eksempel få ved også at spille bordfodbold," siger hun og fortæller om, hvordan fire piger spillede bordfodbold sammen på badmintonskolens første dag.
"Jeg blandede mig ikke meget, men jeg spurgte om ikke alle kunne være med. Og alle tolv piger endt med at have en hånd med i spillet og grine sammen," fortæller hun.
Og den slags oplevelser gør ifølge Simone Christiansen en stor forskel for pigerne.
"Det kræver ret socialt intelligente piger at skabe et fællesskab på tre dage á seks timer. Men når man kommer her som pige i en vis aldersgruppe, spiller badminton og laver andre 'pigeting' sammen, er der et ret stort overlap, som gør det nemmere for pigerne hurtigt at gå sammen og finde veninder. På den måde skaber vi et træningsmiljø, hvor pigerne kan se sig selv som en meningsfuld del af samværet," forklarer hun.
"Piger er nemmere at være sammen med"
Spørger du Ida, er det netop det gode samvær, som betyder noget på den her badmintonskole.
"Det er nemmere at være sammen med piger, for piger er måske lidt mere sammen-sammen end drenge. Vi laver pigelege og hygger os og taler sammen," forklarer hun-
Og så glæder hun sig i øvrigt til næste pigeting på programmet - en neglelakstafet, hvor pigerne dyster i hold om at lægge den fineste neglelak på et holdmedlem.
"Neglelakstafet er ret sjovt, og det er også sådan noget man gør, når man kun er piger. Vi vandt, vores hold, sidst jeg var med til det," siger Ida.