7 forbehold for MTB, der ikke skal holde dig tilbage
Er det farligt? Dyrt? Og er det overhovedet til at finde ud af? Læs og bliv klogere på, om der er grund til at holde igen med at starte på MTB.
Tøver du, eller en du kender, med at komme i gang med MTB? Måske sidder du med nogle tanker, der holder dig fra at starte?
Her nuancerer DGI’s MTB-konsulent Mette Thorning nogle af dem.
1: Det er farligt
Mange forsikringsselskaber vurderer MTB som en ekstremsport. Det kan det også være i et vist omfang, men det kommer an på, hvordan du kører.
Hvis du kører efter evne, er det ikke farligere end at løbe en tur eller lave så meget andet idræt.
Det er er vigtigt og en stor hjælp, hvis du lærer den rette teknik fra start. Her kan både en MTB-klub og kurser hjælpe dig rigtig godt på vej.
2: Det er dyrt
Cykling er ikke en billig sport, men du kan sagtens starte uden at bruge en formue. Du kan for eksempel låne eller leje en cykel de første par gange for at finde ud af, om det er noget for dig.
Du kan også overveje at købe brugt. Her er det en rigtig god idé at have en med, som har forstand på cykler, så du ikke ender med noget skrammel.
Vælger du at købe ny cykel, kan du købe en såkaldt hardtail, der har kun affjedring foran. Jo mere affjedring cyklen har, jo dyrere er den. En hardtail er også med til at gøre dig til en bedre MTB’er, fordi du får mindre hjælp fra affjedringen.
I forhold til tøj og udstyr behøver man ikke starte med en fuld lycra-uniform. Begynd i et par tights og en t-shirt, så kan du købe cykelbuks og lignende, når du er i gang. Men husk ALTID at tage en god cykelhjelm på.
3: Det er svært
Det er rigtigt, at der er meget køreteknik i MTB, og en rigtig MTB-teknik kræver masser af øvelse. Til gengæld er det rigtig fedt, når du er ihærdig, og teknikken begynder at sidde der. Grundteknikken er ikke så vanskelig, mens det bliver sværere med ting som svingteknik og trykkontrol.
Vælger du at tage kurser eller køre i klub, lærer du det forholdsvist hurtigt. Det er også med at give dig de gode vaner fra start.
4: Der er alt for meget justering og reparation af cyklen
Hvis du sørger for at gøre din cykel rent og hurtigt fjerner mudder og skidt på kæden efter en tur, så er du rigtig langt. Faktisk er der ikke meget vedligehold i MTB, i forhold til hvad mange forestiller sig.
Når du er på sporet er det en fordel at lære at skifte en slange, men det er heldigvis ligetil. Igen er det en god hjælp at køre i en klub, hvor der er hjælp at hente ved andre problemer. Du kan også tage på et af DGI's mekanikerkurser og virkelig få lagt noget på.
5: Jeg er helt ny og kommer til at se dum ud
Det er umuligt at have styr på alt fra start, men det er der heller ingen, der forventer. Det handler bare om at komme ud og have det sjovt, og der er ikke nogen dumme spørgsmål. MTB’ere er et fint folkefærd, der rigtig gerne vil dele ud af viden og svare på spørgsmål.
Du kommer dog helt sikkert til at se dum ud, hvis du kører uden hjelm. Husk den.
6: Det er tidskrævende
Mountainbike er en idræt, der tager tid.
Men hvis du hjælper dig selv ved at lægge tøj, cykel og udstyr klar, er det ikke så besværligt at komme afsted. Det handler om at gøre det nemt for sig selv - så kommer du også ud på cyklen, selvom det regner, blæser eller du måske har en dårlig dag.
Du vil helt sikkert aldrig fortryde det, når du først er kommet afsted.
7: Jeg kan ikke følge med
Det er træls at føle, at man sænker de andre. Men måske kan du godt følge med. Du kan også fortælle dem, du kører med, at du er i tvivl, om du kan følge med. De vil nok gerne vente på dig.
Husk, at sige tak fordi I venter, i stedet for undskyld fordi I skal vente på mig.
Hvis du tager fat i en klub, kan du også kontakte dem og snakke lidt om, hvilke muligheder de har for en som dig. Måske har de opdelte hold efter niveau, og ellers kan de nok hjælpe dig på en anden måde.