De rette MTB-dæk forbedrer turen på sporet
Du kan få en endnu federe dag på din MTB med dæk, der passer til forhold, vejr og spor. Tidligere MTB-pro hjælper dig med at vælge rigtigt.
De kan være brede eller smallere. Deres knopper kan være store eller små med forskellig afstand. Og mængden af luft varierer også. Der er flere forskellige muligheder, når du skal vælge de rigtige dæk til din mountainbike.
Og dit valg har stor betydning for, hvor god din tur på sporet bliver, mener Klaus Nielsen, der er tidligere danmarksmester og har også repræsenteret Danmark ved OL. I driver han bikelife.dk.
Om Klaus Nielsen og Bikelife
Med adskillige år på cyklen, sejre ved flere danmarksmesterskaber og deltagelse ved OL er Klaus Nielsen en særdeles erfaren rytter.
I dag driver han Bikelife, en cykelforretning med fokus på både MTB, race og motionscykler.
Klaus Nielsen fortæller, at Bikelife ikke kun handler om cykler, men om cykling som en livsstil. Derfor taler de også gerne om træning og andet inden for cykling.
“Man kan virkelig ændre en cykel markant med sine dæk. Det gør stor en forskel, uden du behøver at finjustere en masse på cyklen. Et sæt nye dæk, der kan noget andet, kan også være en stor motivation og give et boost. De kan gøre meget for køreoplevelsen,” siger Klaus Nielsen.
Vælg dæk efter forholdene
Vådt og mudret:
“Hvis det er meget vådt og mudret, synes jeg i princippet, du skal prøve at spare skoven, men hvis du er ude, så gå eventuelt efter mudderdæk med så meget greb som muligt. Det er smalle dæk med kæmpestore knopper med stort mellemrum,” forklarer han.
“De vil skære sig ned og rulle let, selvom der er meget mudder. Ulempen er, at et lille luftkammer gør komforten dårligere - og de er ikke glade for rødder og ujævnheder.”
Eksempler på dæk
Alle dækmærker har passende dæk til de forskellige situationer. Her er nogle eksempler.
Vådt og mudret:
Continental Mud King ProTection
Maxxis Beaver
Smalle mudderdæk kan være helt ned til 1.8" tykke.
Tørt/Sommer:
Continental Race King RaceSport
Schwalbe Racing Ralph
Dæk til tørre underlag er ofte 2.0"-2.2".
Allround:
Continental X-King RaceSport
Et allround-dæk er ofte 2.0"-2.4".
Tørt og frost:
“Når tørre perioder eller frost gør skoven knastør og skaber knolde allevegne, så er noget, der minder om tørvejrsdæk en god løsning. Mindre knopper, stort luftkammer og en blød gummiblanding, der reagerer godt på ujævnheder.”
“Udfordringen er, at der stadig sjældent er helt tørt, og der er blade og andet løst i skovbunden,” siger Klaus Nielsen.
Allround-løsningen:
“En god løsning i de fleste situationer er et allround-dæk, der rammer godt i midten. Det er et dæk med rimeligt store knopper og luftkammer, uden det bliver ekstremt. Det er for eksempel et dæk som Continental X-King,” siger Klaus Nielsen.
Man kan dog også være godt rustet til de fleste situationer ved at købe flere sæt dæk. Det anbefaler Klaus Nielsen, at man gør.
“Hvis man kun har ét sæt slider man det alligevel hurtigt over tid. Så synes jeg lige så godt, at man kan købe tre forskellige fra start og bruge dem efter forholdene,” siger han.