Nyt, frugtbart klubsamarbejde inden for esport
Døve og hørehæmmede får deres eget samlingssted i Vejle. Det er resultatet af et samarbejde mellem Bredballe IF esport og Globen Sport.
Bredballe IF esport og Globen Sport indgår det næste halve år et samarbejde, hvor de deler træningslokaler.
Globen Sport er en idrætsklub for døve, hørehæmmede og CI-brugere. Klubben har hjemsted i Århus, men dens medlemmer er spredt rundt i hele Danmark.
Hvad er CI?
CI eller ’Cochlear implant’ er et avanceret høreapparat, som gør det muligt, for folk som er døve, eller har en svær hørenedsættelse, at opfatte lyd.
Et plus et giver tre
Globen Sport stod og manglede et esport-træningslokale til sine medlemmer, og det var den vejlebaserede klub Bredballe IF esport i besiddelse af. Tilmed havde de ledige træningstider.
”Vi ønsker, at vores udstyr bliver brugt mest muligt, og fungerer upåklageligt, når folk møder ind. Dertil vil vi gerne udvide vores kendskab, og derfor er samarbejdet med Globen Sport vigtigt.”
Jesper Bjerre Udvalgsformand i Bredballe IF esport
Hver anden torsdag i fire timer lejer Globen Sport sig ind hos Bredballe IF. Esportstræningen starter op, så snart corona tillader det.
Udover at Globen Sports medlemmer kan sætte sig til rette gamerstolene, og benytte computerudstyr, kan de også anvende hal og cafeteria i Bredballe IF.
”Et samarbejde betyder, at vi har et værested og en partner. I fællesskab kan vi løfte hinanden op på et højere niveau, til gavn for begge klubbers medlemmer,” siger formand for Globen Sport, Michael Skou Vestergaard.
Flere fordele
Klubberne samarbejder økonomisk, administrativt, og inden for projektudvikling. Planen for foråret er at lave fælles træningslejre for de to klubber, såkaldte LAN events, og træningskampe mod hinanden i Hældagerhallen ved Vejle. Her kan klubberne udfordre hinanden i CS:GO, Fortnite og FIFA.
”Samarbejdet giver mulighed for at lave sjove aktiviteter sammen. Rent økonomisk giver det også mulighed for at købe ting i fællesskab, som gavner begge parter,” siger Udvalgsformand for Bredballe IF esport Jesper Bjerre.
Klubberne har allerede haft den fælles pengepung fremme og erhvervet sig en ekstra FIFA Arena. Således kan Fifaholdet udvides fra 8 til 12 spillere, og det er begge parter begejstrede over.
Derudover er det på tale at investere i et streamer-setup. Det vil gøre det muligt for klubberne at promovere træning og ligakampe via moderne streaming tjenester.
Værested på egne vilkår
Fordi Globen Sports medlemmer er spredt rundt i hele Danmark, har klubben aldrig haft et klubhus med faste træningsaktiviteter. Men efterspørgslen på esporten er stor hos døve, hørehæmmede og CI-brugere i dag, fortæller formand for Globen Sport, Michael Skou Vestergaard. Derfor er Bredballe IF en vigtig partner, så klubben kan få et værested inden for esporten.
”Samarbejdet med Bredballe IF gør en kæmpe forskel for alle døve og hørehæmmede. De kan få deres eget træningssted på deres egne vilkår på tegnsprog.”
Michael Skou Vestergaard formand for Globen Sport
Derudover fortæller formanden, at Globen Sport har planlagt at gennemføre LAN og Boot Camp i Bredballe IF for klubbens medlemmer.