Idrætscoaching giver mere intelligente spillere
Som træner og idrætscoach arbejder Cindie Deleuran med at inddrage sine spillere. På den måde bliver træning og kampe sjovere - og både børn og voksne bliver bedre spillere.
Træner, instruktør, coach... De tre titler bruges ofte synonymt, men forskellen på instruktion og coaching er milevid. I teorien. For langt de fleste idrætsundervisere benytter sig af begge dele - dog mere eller mindre bevidst. En idrætscoach går i bevidst dialog med sine spillere. Og det er der store fordele ved.
"Kernen i coaching er, at man som coach er deltager i idrætsudøverens lærings- og udviklingsproces. Man har ikke en dikterende rolle. Man inddrager, stiller spørgsmål og hjælper udøveren med at skabe opmærksomhed på særlige punkter i et bevægelsesforløb eller et taktisk oplæg," siger Reinhard Stelter, som er professor i coaching- og idrætspsykologi ved Københavns Universitet.
"På den måde bliver udøveren gjort mere bevidst og mere ansvarlig for processen om sin egen udvikling. Og det fører til en større tilfredshed i processen og faktisk også til en mere myndig spiller. Resultatet er, at hele træningen fremstår meget mere meningsfuld for udøveren," siger han.
Inddragelse gør forskellen
Hvert år tager mellem 30 og 40 frivillige trænere DGI's uddannelse i idrætscoaching. Her lægges der netop vægt på, hvordan man som underviser kan inddrage deltagerne - og det gør en stor forskel for både hold og træner.
"Jeg fik rigtig mange redskaber til at inddrage spillerne i beslutningsprocessen. Det er stadig mig, der lægger træningsprogrammerne, men i hallen og op til kampe er spillerne rigtig meget med. Det skulle de lige vænne sig til, men efter lidt tid fungerede det rigtig godt," fortæller Cindie Deleuran, som er håndboldtræner i Viborg og har taget idrætscoachuddannelsen.
Hun beskriver, hvordan hun tidligere lagde faste træningsprogrammer og stort set bestemte alt - og derfor også skulle kunne meget mere end sine spillere. Men sådan er det ikke længere.
Pigerne var håndboldfagligt dygtigere end mig, og derfor kom det mig til gode, at jeg havde lært at inddrage spillerne i beslutningerne
Cindie Deleuran, håndboldtræner og idrætscoach
"I sommers var jeg træner for nogle garvede kvinder, der havde spillet ligabold i Viborg. Pigerne var håndboldfagligt dygtigere end mig, og derfor kom det mig til gode, at jeg havde lært at inddrage spillerne i beslutningerne. Det var stadig mig, der lavede programmerne, men de var medspillere i processerne og traf en masse beslutninger, som jeg bakkede op," fortæller hun.
Og det er lige efter undervisningsbogen:
"Når man stiller spørgsmål frem for at rette på spillerne, bliver de mere kropsbevidste. Og så er deres udvikling mere afhængig af deres egen indsats end af dig som træner. Derfor bliver trænerne også modige nok til at arbejde med udøvere, der måske ligger fagligt højere end dem selv. Fordi de kan coache, kan de alligevel bidrage til udviklingen," uddyber Tinna Ølholm Jørgensen, som underviser i idrætscoaching.
Man bliver en meget mere intelligent spiller, når man selv skal tænke
Reinhard Stelter, professor i coaching- og idrætspsykologi
I det hele taget mener både hun og professor Reinhard Stelter, at netop inddragelsen er en god fremgangsmåde for idrætsundervisere - og for deres elever.
"Man bliver en meget mere intelligent spiller, når man selv skal tænke. Man kan bedre følge trænerens idéer, og man udvikler sig meget mere, når man selv er med til at tage ansvar for sin udviklingsproces. Og så giver coaching et meget større sammenhold, hvis træneren gør det godt," siger han.
Børn skal inspireres
Den dialog en idrætscoach søger, er med til at få udøverne på banen. Helt bogstavligt. Spillerne bliver opfordret til at byde ind og reflektere over idrætten. Det fremmer helt naturligt den enkeltes indsats - og det gælder ikke mindst børn.
Cindie Deleuran træner både børn og voksne, og hun bruger coaching i begge sammenhænge.
"For de ni til ti-årige handler det ikke så meget om resultater, men om at de får en god oplevelse ud af det. Og de er faktisk ret gode til at komme med forslag og ideer til, hvad vi skal arbejde med," fortæller hun.
Og det er godt. For ifølge Reinhard Stelter har trænerens tilgang til opgaven størst konsekvenser blandt børn.
"Trænere for børn og unge har et meget større ansvar. Børn knytter sig anderledes til en træner, så hvis en træner ikke tager dem med på vognen, holder de op", siger han og fortsætter:
"Det er vigtigt, at man stimulerer deres nysgerrighed. Det er mere legende, og man forsøger gennem træningen at igangsætte en kreativ proces. Og så bliver det både meget mere sjovt og udviklende."