Det betaler sig at investere i hjælpeinstruktører- og trænere

Husk at prioritere foreningens hjælpeinstruktører- og trænere, så de motiveres til at fortsætte. De skal anerkendes, udvikle sig og have netværk inden for deres sport.

Der er ingen tvivl. Foreninger får noget ud af at investere i deres hjælpeinstruktører.

Ole Refshauge er formand for Haderslev Gymnastikforening, og Tage Jensen er formand for Hinnerup Gymnastikforening. De ved, at når deres hjælpeinstruktører føler sig anerkendt, så er det med til at fastholde dem. Det gør de blandt andet ved at sende dem afsted på Vingstedkurset, der i gymnastikkens verden er kendt som et skulderklap.

“Vi kan jo se dem i øjnene, når vi afleverer invitationen. De vokser en lille smule, og så går de i spænding og venter på, om de kommer med,” siger Ole Refshauge.

Men hvis man nu ikke er en gymnastikforening, hvad kan man så ellers gøre for at investere i sine hjælpeinstruktører- og trænere?

Venner i sporten er vigtigt

Det er blandt vigtigt, at hjælpeinstruktører har et netværk i deres forening og inden for deres sport generelt.

“Jeg tror virkelig på netværkstankegangen. Det er vigtigt at knytte netværk i gymnastikken, for det holder dem i foreningen,” siger Ole Refshauge og foreslår, at man også er opsøgende over for naboforeningerne i løbet af sæsonen.

De unge selv er heller ingen tvivl om, at vennerne betyder meget, når man dyrker en sport: “Mange kommer bare for at have det sjovt med deres venner,” siger Linus Sebastian Mæng Bendtsen, der er gymnast og hjælpetræner i Langhøj KFUM’s IF. Han har lige været afsted på Vingstedkurset, hvor han har mødt masser af andre hjælpeinstruktører og er blevet motiveret til næste sæson.

Det er godt at blive klogere

Amanda My Harslev fra Nyvest Idrætsforening har også lige været afsted. Hun fortæller, at hun har fået masser af tips og tricks til at være hjælpeinstruktør:

“Jeg har lært, hvordan jeg kan starte let ud og så køre op ad. Hvad gymnastikpyramiden er, og hvordan en god opvarmning og træning kan bygges op,” siger hun og forklarer, hvordan hun kan bruge det hjemme i sin forening. Der er ingen tvivl om, at det motiverer hende at udvikle sig og blive bedre.

“Og så er det en fed følelse at blive anerkendt. Det er et klap på skulderen,” siger hun.

Anerkendelsen og gode oplevelser betyder alt

Men er det nu sikkert, at foreningerne får nok ud af deres investering, når de betaler for at sende en hjælpetræner afsted på kursus?

“Det ved jeg, at vi gør. Nogen gange mere, andre gange mindre. Det er over 10 år siden, at vi sendte nogen afsted for første gang. Og rigtig mange af dem har været med til at bære foreningen videre. Det er ikke dem alle sammen, der stadig er her. Slet ikke. Men de fylder godt,” siger Tage Jensen og fortsætter:

“De oplever jo, at deres indsats bliver bemærket. Jeg tror, at det er vigtigt, at de er klar over at de holder øje. De får en god oplevelse, og de er flyvende, når de kommer tilbage.”