Fem fif til at finde frivillige på nye måder

Spørg folk på nye måder, om de vil være frivillige. I kan blive overraskede over, hvor mange, der siger ja.

Med denne sjove seddel i hånden fik Genner IF ja fra 25 nye frivillige.

25 frivillige. Heraf 12 helt nye ansigter. Og to nye instruktører.

Så mange meldte sig, da Genner IF i Sønderjylland gik nye veje for at få flere frivillige til at give en hånd med.

Sådan får I flere frivillige i foreningen: 5 tips fra Genner IF:

  1. Lav en sjov seddel med konkrete opgaver, som nye frivillige kan melde sig til. F.eks. at bage kage, stå i kiosken, være hjælper på et hold
  2. Brug arrangementer som gymnastikopvisningen eller fællesspisningen til at rekruttere nye frivillige
  3. Få de frivillige, der ikke er bestyrelsesmedlemmer og derfor ”mindre kendte” til at gå rundt og spørge folk, om de vil være frivillige
  4. Giv de frivillige farvestrålende T-shirts på, så alle kan se, at de er frivillige. Nye frivillige melder sig oftest, hvis de kender nogle af de andre
  5. Anerkend og sæt pris på de frivillige. F.eks. ved at hylde dem i pausen til gymnastikopvisningen og kåre ”årets frivillige”

Fællesspisning og gymnastikopvisning

Genner IF blev inspireret af deres deltagelse i DM i foreningsudvikling til at arbejde målrettet med at finde flere frivillige.

Ideen var i første omgang at bruge forårets gymnastopvisning til at få flere med, men modellen har også været en succes til fællesspisningen.

Læs også: Frivillige får en bank i Ørslev

Modellen kan sikkert også bruges til klubmesterskaber, forældreaftener eller andre arrangementer.

Jeg er frivillig, hvornår er du?

Til gymnastikopvisningen fik Genner IF lavet 20 T-shirts i gul og lime med teksten ”Jeg er frivillig, hvornår er du?”

Halvdelen af de gule T-shirts blev delt ud inden opvisningen til redskabsbærere og kioskpassere. Andre frivillige blev i pausen kaldt ind på opvisningsgulvet, hvor de blev præsenteret og fik en gul T-shirt på.

De frivillige med de gule t-shirts så fik en seddel i hånden, hvorpå der stod forskellige opgaver, som nye frivillige kunne løse. De kunne f.eks. krydse af i ”Jeg er fantastisk til at bage” eller ”Jeg griller de bedste pølser” eller ”Jeg vil træne Genners talenter.”

»Det kom fuldstændig bag på mig, at så mange meldte sig. Især at der var to, der meldte sig som instruktører. Det passede perfekt, for der var en anden instruktør, der stoppede, og vi fik også mulighed for at starte et nyt hold op. Jeg kan kun anbefale andre foreninger at lade sig inspirere,« siger Eva Johannsen, der er formand i foreningen.