Fusion lå lige til højrebenet

En gymnastikforening med over 90 år på bagen og en noget yngre fitnessforening slog sig sammen og dannede: Hørning Puls

Puls Cycling er en af de seks afdelinger i Hørning Puls (Arkivfoto) Foto: Gregers Kirdorf

All inclusive. Det er tanken bag et medlemsskab for voksne i Hørning Puls, hvor du som medlem har adgang til stort set alt for en samlet pris. Hørning Puls blev til ved en fusion mellem den gamle gymnastikforening med foreningsånd og tradition og den seks år gamle fitnessforening.

Vi lagde stor vægt på at tage det bedste fra to verdener. Og der er da kulturforskelle. For eksempel er gymnaster mere disciplinerede.

Anne Marie Aebeloe

Begge parter var ligeværdige i forhold til antal medlemmer og økonomi. Og så udbød de også en række af de samme hold, for eksempel piloxing og step. 

”Man kan sige, at en fusion lå lige til højrebenet," fortæller Anne Marie Aebeloe, der var formand for det gamle Hørning Motion og nu for Hørning Puls.

Umuligt at adskille gymnastik og fitness

Inden fusionen havde de to foreninger forsøgt at adskille fitness og gymnastik ved at definere fitness som det fleksible med til- og framelding op til to timer før et hold, mens gymnastikken havde tilmeldinger for hele sæsoner ad gangen.

Læs også temaet "Gymnastik og fitness i fælles takt" i DGI magasinet Udspil nr. 5 2015.

"Men det var jo bare for at sige, at der var en forskel. For i virkeligheden kørte det lidt sammen," fortæller Anne Marie Aebeloe, der ikke er i tvivl om, at en fusion var helt rigtig for at imødekomme medlemmernes ønsker og lokke flere til. 

Ligeværdighed blev nøgleord

I spidsen for fusionsarbejdet blev der nedsat en styregruppe med repræsentanter fra begge foreninger. I fællesskab gik de i gang med det strategiske arbejde med at finde fælles værdier og fordele roller. Undervejs havde de en DGI-konsulent med til at hjælpe med processen.  
Driften blev lagt over til seks afdelingsledere.

Fællesskab eller fleksibilitet? Læs også "Fra hemmeligt møde til fælles puls"

Ligeværdighed blev et nøgleord, fordi der med fusionen også var brug for at nedbryde kulturforskelle og lade det mest positive fra begge foreninger leve videre.

"Vi lagde stor vægt på at tage det bedste fra to verdener.  Og der er da kulturforskelle. For eksempel er gymnaster mere disciplinerede. De tager selv redskaber frem og sætter på plads.  Det forsøger vi at hive med ind i foreningen, for der er fitnessmedlemmerne nok lidt mere forkælede," fortæller Anne Marie Aebeloe.