Krisehjælp hjalp fodboldklubben efter trafikulykke

Der er professionel hjælp at hente, hvis foreningen rammes af en ulykke. Det har gjort en stor forskel i Fårevejle Boldklub.

Efter en trafikulykke, hvor chaufføren og fire fodboldspillere blev kvæstede, fik Fårevejle Boldklub hjælp af DGI og en krisepsykolog. Foto: Jens Astrup (arkiv)

Det var en helt almindelig søndag eftermiddag, da formand for Fårevejle Boldklub Helle Modin blev ringet op af fodboldtræneren for U17-holdet.

På vej hjem fra kamp var der sket en voldsom trafikulykke. En bil med fire spillere, og hvor faren til en af spillerne var chauffør, var blevet ramt af en modkørende bil.

»De fem i bilen kom alle til skade og blev kørt til 3 forskellige sygehuse. Der var brud, indre kvæstelser og knubs, men heldigvis viste det sig, at ingen var livsfarligt kvæstet,« fortæller Helle Modin.

5 gode råd til foreningen om ulykker og kriser

  1. Tal i bestyrelsen om, hvad I gør, hvis der opstår kriser eller ulykker
  2. Husk at alle foreninger i DGI har adgang til psykologisk krisehjælp via Idrættens forsikringer
  3. Det er ofte en god ide at samle alle involverede og tale om det skete.
  4. Sørg for at de berørte kan tale i et fortroligt rum.
  5. Sørg for kun at have én talsperson i forhold til pressen

Som formand bliver du rystet

I alt fire biler med fodboldspillere var på vej hjem fra kamp, da trafikulykken skete, og det en af de andre biler, der var den allerførste på ulykkesstedet. Da træneren ankom var der blå blink, redningsfolk og helikopter på stedet.

»Som formand bliver du rystet, og alt er lidt kaotisk, indtil vi får overblik. Men det var et godt hold. De var rigtig gode til at tage sig af hinanden og sørge for, at der var nogen hos dem, der var på sygehuset, og at ingen spillere var overladt til sig selv derhjemme,« siger Helle Modin.

Trafikulykken skulle snakkes igennem

Hun aftalte med træneren, at spillere og forældre skulle mødes dagen efter kl. 19 i klubhuset, og opfordrede på Facebook alle spillerne til at møde op om mandagen.

»Jeg kunne høre, at det skulle snakkes igennem, og der var brug for at få spillerne samlet. Men jeg var godt klar over, at jeg ikke kunne klare det alene. Jeg er jo ikke psykolog, jeg kendte spillerne, og jeg var meget berørt,” siger Helle Modin.

I løbet af mandagen havde hun kontakt til kommunen, der umiddelbart gerne ville hjælpe, indtil det kl. 15 viste sig, at kommunens psykologer var på kursus.

Så ringede Helle Modin til DGI – samtidig som DGI Midt- og Vestsjællands foreningskonsulent tog kontakt til klubben, fordi han havde læst om ulykken i avisen.

Idrættens forsikringer

Alle foreninger, der er med i DGI eller DIF, er en del af aftalen om Idrættens Forsikringer

Første fællesmøde – uden krisepsykolog

Alle foreninger, der er med i DGI, har via Idrættens Forsikringer adgang til psykologisk krisehjælp.

Så DGI’s foreningskonsulent Steen Ulrik Hansen ringede til Tryg Alarm, men det var ikke muligt for dem at sende en krisepsykolog med så kort varsel. Derfor tilbød Steen Ulrik Hansen selv at tage med til mødet mandag.

”Jeg kunne se det hele lidt udefra og fortælle, hvad vi kunne hjælpe med fra DGI’s side. Og jeg opfordrede til, at der kun var en person fra foreningen, der udtalte sig til pressen. I sådan en situation er det vigtigt at have én talsperson for at undgå misforståelser og mane rygter i jorden,” siger Steen Ulrik Hansen.

For Helle Modin var det en stor hjælp at DGI’s konsulent kunne hjælpe:

»Det var super at snakke med en, der involverede sig. Og som kunne tage over på mødet og vidste, hvordan vi kunne få professionel hjælp fra en krisepsykolog«

3 af de 5, der havde været på sygehuset efter ulykken, var blevet udskrevet og mødte op. På mødet fortalte Steen Ulrik Hansen om muligheden for psykologisk krisehjælp, hvilket klubben sagde ja tak til.

Næste fællesmøde – nu med krisepsykolog

Så dagen efter mødtes spillerne igen, denne gang med krisepsykologen fra Tryg Alarm. Med til mødet var faren, der var chauffør i den forulykkede bil, og hans søn med korset og krykker. De var netop blevet udskrevet fra sygehuset.

Vi snakkede om, at man skal lade være med at kommentere, når nogle er kong smarte på Facebook

Helle Modin, formand i Fårevejle Boldklub

»Det var meget rørende. Psykologen var rigtig dygtig, det var vildt imponerende. Vi gennemgik forløbet, som man skal, og aftalte at alt i det rum blev i det rum. Det var vigtigt at kunne snakke åbent om tingene. Vi snakkede også om, at man skal lade være med at kommentere, når nogle er kong smarte på Facebook,« fortæller Helle Modin.

Krisepsykologen lagde op til, at alle fik talt om deres tanker og bekymringer i et fortroligt rum, og om de mange rygter der gik i lokalsamfundet. Steen Ulrik Hansen var dybt imponeret over psykologens arbejde.

»Han kunne få de unge til at tale om tingene og om, hvordan de havde det med hinanden. De ting, der tumlede i hovedet på de unge og deres forældre, fik psykologen sat på plads. Han fik gjort dem trygge. Du kunne se og mærke, at stemningen var lettet efter mødet,« fortæller Steen Ulrik Hansen.

Vigtigt budskab til foreninger: Der er hjælp at hente

Spillerne fik også tilbud om en-til-en samtaler med krisepsykologen, og det blev arrangeret i løbet af få dage for de, der ønskede det.

Og Helle Modin er ikke i tvivl om, at psykologen gjorde en kæmpe forskel. 

»Det er et vigtigt budskab til andre foreninger, at der er hjælp at hente. Det er jo ikke en situation, du på forhånd har forestillet dig, du skal stå i som formand. Men det er vigtigt at vide, hvordan du griber det an,« siger Helle Modin.

Snak om ulykker i bestyrelsen – selvom vi ikke håber, de sker

Steen Ulrik Hansen opfordrer foreningerne til at tage en snak om kriser og risikoen for ulykker eller uheld på bestyrelsesmøderne – vel og mærke inden det sker.

»Hvad gør vi i krisesituationer? Hvem skal kommunikere og hvordan undgår vi misforståelser. Der er meget på spil i forhold til omgivelserne og pressen, og så er det en klar fordel at have et beredskab for, hvem der taler med forældre og med pressen, ligesom de involverede skal have et fortroligt rum,« siger Steen Ulrik Hansen.

Samtidig er det vigtigt, at idrætsforeningerne kender til Idrættens Forsikringer og muligheden for psykologisk krisehjælp.

DGI kan yde professionel støtte til foreningerne, når de er pressede og f.eks. kontakte Idrættens Forsikringer

Steen Ulrik Hansen, foreningskonsulent i DGI

»En krise er et pres for foreningslederen. Det er ikke en frivillig leders spidskompetence. Du har sagt ja til at være frivillig, fordi du gerne vil arbejde med unge eller elsker fodbold, og derfor er der brug for, at DGI som organisation kan yde professionel støtte til foreningerne, når de er pressede, f.eks. ved at klare de praktiske ting og kontakte Idrættens Forsikringer,« siger Steen Ulrik Hansen.

Alle U17-spillere, der var med til kamp den søndag i februar, spiller fodbold igen.