Samarbejde er prisværdigt

Der sker en skævvridning i danskernes sundhed, som rammer nogen danskere hårdere end andre. Det kan et samarbejde på tværs løsne op for.

Gennem foreningerne kommer kommunen tættere på borgerne og lykkes med at lave tiltag og grønne områder, som gør det aktive, sunde liv tilgængeligt for flere, siger lektor ved Institut for Folkesundhed Foto: Maria Tuxen Hedegaard (arkivfoto)

Den sociale ulighed stiger. Det gælder også social ulighed i sundhed, viser en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen. Danmark er stadig et af de mest lige lande – så er det overhovedet alarmerende? Det har vi spurgt Henrik Brønnum-Hansen, som er lektor ved Afdeling for Social Medicin ved Institut for Folkesundhed om: 

"Den sociale ulighed er samfundsskabt. Det er et fænomen, som er unødvendigt og som kan forebygges. Dermed er det også en uretfærdig ulighed."

Sundhedsstyrelsens rapport viser, at

En 30-årig mand eller kvinde med kort uddannelse dør henholdsvis 6,3 og 5,7 år før dem med lang uddannelse (her erhvervsfaglig/gymnasial uddannelse eller videregående uddannelse.

Den sociale ulighed i sundhed kan måles direkte på dødeligheden. Nogle grupper i samfundet dør ganske enkelt tidligere end andre og bliver hyppigere ramt af sygdom. Der er særligt tre sociale indikatorer, som har indflydelse på danskernes sundhed: Uddannelse, job og indkomst.

"Tingene hænger sammen. Har du en kort eller ingen uddannelse, vil du typisk også have et hårdere fysisk arbejde og få en lavere løn, end hvis du har en længere uddannelse. Mennesker med en lang uddannelse har ofte flere resurser, som kan gøre en sund livsstil lettere, give bedre boligforhold og et større overskud til at komme ned i fodboldklubben," siger Henrik Brønnum-Hansen.

Og så er der forskellen mellem by og land. For det er ofte dyrere at bo inde i de større byer end ude på landet. Det giver også en skævvridning i forhold til familiens økonomiske råderum. Motion er altså langt fra den eneste markør for danskerens sundhed.

Vidste du, at

Personer med kortere uddannelse er mere syge, har værre sygdomsforløb og dør tidligere end højtuddannede?

"Hvis du tumler med mange problemer, hvor starter du så? Skal du starte med kosten? Motion? Rygestop? Hos de socialt dårligst stillede ser vi typisk en ophobning af flere usunde faktorer, som gør, at du ikke kaster dig ind idrætten som det første."   

Samarbejde med foreninger

Ifølge Henrik Brønnum-Hansen er netop samarbejdet mellem kommuner og foreninger den rigtige vej at gå, når de inaktive skal ud og røre sig.

"Jeg kunne godt tænke mig, at vi så meget mere samarbejde. Sundhedsvæsenet har ikke hele ansvaret. Sundhedsministeriet alene kan ikke reducere den sociale ulighed i sundhed. De andre ministerier, Socialministeriet, Børne- og Undervisningsministeriet og Beskæftigelsesministeriet skal inddrages ligesom forvaltninger i kommunerne og mange andre aktører, skal bidrage med at løfte den opgave."

Der skal løftes i flok. Og her er samarbejdet med idrætsforeningerne givende for alle parter – også selvom det ikke altid er nemt.

"Det er prisværdigt, når samarbejdet lykkes. For gennem foreningerne kommer kommunen tættere på borgerne. Mange steder ser vi, at man sammen laver grønne områder, sociale initiativer og aktiviteter. Kommunen skal i dialog med borgerne om, hvad vi kan gøre, for at gøre det mere attraktivt at bevæge sig."

Fællesskabet løfter

Det sociale samvær er også en del af vores trivsel. Du kan løbe en tur selv eller sammen med andre. De fleste af os har oplevet, at chancen for, at du holder ved, hvis du løber med andre, er større. Og samværet er vigtigt:

"Det øger vores livskvalitet at være sammen med andre mennesker udenfor hjemmet og det har en værdi, også i forhold til vores sundhed."

Men hvor meget skal den sociale ulighed i sundhed vokse, for at det bliver et problem?

"Uligheden er kun et problem, når den er uretfærdig. Og det er den, når en mand eksempelvis arbejder hårdt et helt liv som stilladsarbejder og bliver nedslidt til en markant mindre løn end en lektor på universitetet med stillesiddende arbejde. Det er ikke retfærdigt – og det behøvede ikke være sådan," siger Henrik Brønnum-Hansen.