Strategi er lig med succes i MTB-Randers

Kan din forening lægge en strategi for at blive succesfuld? I MTB-Randers går de to ting hånd i hånd.

MTB Randers har en strategi for det meste, og for dem fungerer det med en forretningstilgang til driften af foreningen. Foto: Brian Rasmussen

Da MTB Randers blev dannet i september 2013, var der intet tilbud til mountainbikere i Randers. I dag er der 337 medlemmer, og tallet stiger støt. Der er anlagt spor, teknikbane, og klubben har afholdt flere store løb, inklusive et nordisk mesterskab.

Aktivitetsniveauet og tilfredsheden blandt medlemmerne er højt, og hverken frivillige eller trænere er svære at skaffe. I 2015 blev de årets cykelklub ved Danish Bike Awards, og i 2016 årets forening i DGI Østjylland.

Med en moderne ledelsesform og en strategisk tilgang til driften af en forening er MTB Randers kommet langt på kort tid.

Starter året med at lave aktivitetsplan

I indledningen af hvert kalenderår tager bestyrelsen på en weekendtur og planlægger det kommende års aktiviteter. Når de kender aktivitetsplanen, kan de lægge en strategi for, hvordan hver enkelt opgave skal løses, og det betyder, at arbejdet sådan set ”bare” skal uddelegeres.MTB Randers tager udgangspunkt i denne skabelon, når de i starten af hvert kalenderår strukturer det kommende års arbejde.MTB Randers tager udgangspunkt i denne skabelon, når de i starten af hvert kalenderår strukturer det kommende års arbejde.

Det betyder, at de resten af året stort set kun behøver følge op på, om opgaverne går, som de skal. Da opgaverne er planlagt på forhånd, bliver bestyrelsen sjældent taget på sengen, hvis en opgave ikke går, som den skal, fordi de hele tiden følger op og derved spotter det meste, inden det går galt.

"Aktivitetskalenderen er en oversigt, vi kan tilpasse undervejs og ændre fra år til år. Når man har sat sig mål og sagt dem højt, er det som om, at det bliver lettere at eksekvere," siger Frank Rasmussen, som er bestyrelsesmedlem i MTB Randers.

Grundigt forarbejde lønner sig

En stor del af MTB Randers’ succes er skabt ved et godt forarbejde. Før foreningen overhovedet åbnede op for medlemmer, brugte en projektgruppe tre måneder på at gøre klar til at fungere som forening. Effekten var markant, for 70 meldte sig ind i samme øjeblik, som foreningen åbnede for tilmelding.

Da var der allerede lavet hjemmeside, Facebookside, vedtægter, stiftet bestyrelse, lagt træningstider, lavet tøj og arrangeret en fællestur til udlandet.

"Jeg tror, det tiltalte folk, at der var styr på det fra start. Den tilgang til arbejdet har vi bragt videre. Det skal være i orden, når vi laver noget. Det skal ikke være halvfærdigt, for det gider folk ikke," siger Frank Rasmussen, som sammen med Lasse Sommer er de eneste tilbageværende medstiftere af MTB Randers i bestyrelsen.

Sådan bruger MTB-Randers Facebook

Kommunikation med og mellem medlemmerne er en vigtig grundpille i MTB Randers. Facebook er klubbens primære kommunikationskanal. MTB Randers har både en åben profil for klubben og en lukket gruppe for medlemmer.
På den åbne profil foregår den eksterne kommunikation. Eksempelvis ved at oprette begivenheder, der både henvender sig til eksisterende og potentielle medlemmer.

Fra starten var det et mål at lave et træningsforum, hvor medlemmerne kunne kommunikere internt. Det bruger de den lukkede gruppe til. Hver dag er der nogen, der slår noget op. Medlemmerne aftaler træningsture og lægger billeder op.
Det er i øvrigt også i den lukkede Facebook-gruppe, at bestyrelsen har størst held med at rekruttere frivillig hjælp.

Facebook er en hurtig og nem måde at ramme stort set alle, for næsten alle mennesker er på."

Lasse Sommer, MTB Randers

"Vi forsøger så vidt muligt at få alle medlemmer over på Facebook uanset alder. Vi har mange medlemmer, der stort set ikke bruger Facebook til andet end at holde øje med MTB Randers," lyder det fra Lasse Sommer.

En forretning eller en forening?

Er MBT Randers mere en forretning end en forening? Nej, siger Lasse Sommer og Frank Rasmussen. De har en iværksætter i sig, men de har også en stor passion for foreningsliv. Ifølge de to kan en forening sagtens være utraditionel i driften, for det hele bygger stadig på frivillighed og belønning. Derudover tvivler de på, at de kunne være kommet så langt, hvis de var drevet af kommercielle interesser.

Klubbens medlemmer kan godt lide, at vi er en forening og ikke drevet af kommercielle værdier. Vi har gode sponsorer, som heller ikke ville være så gavmilde, hvis vi ikke var en forening, og uden sponsorer kunne vi ikke give så meget til medlemmerne.”

Frank Rasmussen og Lasse Sommer, MTB-Randers

Foreningsliv er således stadig grundværdien i klubben, selvom tilgangen til driften er forretningspræget.

”Vi prøver at agere overfor medlemmerne, som var de kunder, ved at give dem gode aktiviteter og tilbud i klubben. Vi har den tese, at jo mere vi giver til medlemmerne, jo mere giver de tilbage,” siger Frank Rasmussen.