Styrk din forening ved at træne asylansøgere

Din forening kan høste flere gevinster ved at tilbyde asylansøgere træning. Samtidig giver idrætten asylansøgerne et vigtigt pusterum

En forening, der tilbyder træning til asylansøgere i lokalsamfundet, kan få og skabe en meningsfyldt hverdag for begge parter.

Tilbyder din forening en gruppe asylansøgere at deltage i den ugentlige træning i f.eks. fodbold eller håndbold, kan foreningen ligefrem redde træningen for et trængt hold.

Sådan som det skete i Nordborg på Als.

Din forening kan også vinde ekstra goodwill i lokalsamfundet ved at åbne døren for børn fra et asylcenter. Som det er tilfældet for en kampsportsklub ved Vejle.

Din forening kan også vise et socialt ansvar ved at tilbyde tryghed i asylansøgeres hverdag ved at inviterer dem ind i et træningsfællesskab. Som det er sket i Hasle på Bornholm.

Samlet set kan din forening få flere ting ud af et samarbejde med et lokalt asylcenter, fremgår det af et tema i DGIs magasin Udspil 

  • I møder folk fra andre kulturer og får en større forståelse for mennesker med en anden baggrund
  • Asylansøgere er potentielle medlemmer og frivillige, hvis de bliver boende, når de får opholdstilladelse
  • I kan gøre en god gerning ved at hjælpe asylansøgere til en meningsfyldt aktivitet i hverdagen

Træningen blev reddet

I Nordborg har syv mænd fra Syrien reddet håndboldafdelingens seniorgruppe fra at gå i opløsning på grund af for får spillere.

Rent tilfældigt blev mændene inviteret med til træning en aften efter endt sprogskole i hallen. De blev hængende og supplerede først de tre mænd, der udgjorde mændenes håndboldhold, og kort efter de 5-8 old girls spillere, som savnede mere modspil.

”Det gik godt, og vi talte sammen via kropssprog, fagter og latter – og fik lidt hjælp fra de par syrere, der kunne en smule engelsk,” fortæller Hanne Bertelsen Schmidt, formand for Nordals HK, om samarbejdet.

Desuden reddede tilgangen af syrere også kampene i turneringen.

”Med gruppen af syrere kunne vi for første gang i flere år kunnet stille to hold,” forklarer Rune Vestergaard, spiller og herretræner.

De syriske mænd nyder også at spille med nordalsingerne.

”Ved at spille håndbold får vi et venskabeligt forhold til lokalsamfundet,”  siger Khaled Alchalbi.

Direkte kontakt duer

I kampsportsklubben Ødsted Moo Duk Kvan Tang Soo Do ved Vejle tog formanden Erik Kristensen direkte kontakt til asylcentret i Jelling for at tilbyde ugentlig træning til børnene.

”Sammen med min træner, Adel Omar, kørte jeg til Jelling og spurgte frivilligkoordinatoren, om ikke syntes, at det ville være én god idé at køre børn til træning hos os en gang om ugen,” fortæller han.

Det gjorde han af det han kalder ren medmenneskelighed.

”Inden jeg mødte drengene, var jeg selv bange for indvandrere. Det er den form for uvidenhed, der skaber frygt.  Og det er en uvidenhed, som vi i idrætsforeningerne kan være med til at løse op for ved at invitere asylansøgere til at deltage i vores aktiviteter”, forklarer han.

Træner Adel Omar tilføjer:

”At man som asylansøger lærer dansk kultur at kende, gør, at man lærer hinanden og de danske normer at kende. Det er godt, at især børnene kommer ud af centret, væk fra tankerne om det der sker i hjemlandet, kommer ud at svømme, spille fodbold og have det lidt sjovt i den tid, træningen varer.”

Et socialt ansvar

I Hasle IF på Bornholm inviterede fodboldformand Henning Jensen en aften 20-30 asylansøgere fra Rønne til indendørs træning. Siden inviterede han Ahmed Giaga Abuker til træning på græs.

Kort efter spillede den unge flygtning fra Tchad på klubbens hold i Bornholmsserien.

”Som forening skal vi gøre en indsats for integrationen, og vi har et fællesskab og en idræt at byde ind med,” understreger han.

Fodboldafdelingen gør det ikke for at hyre medlemmer.

”Vi gør det for at vise, at vi kan være socialt ansvarlige i vores lokalsamfund. Jeg finder det rigtigt givtigt at invitere asylansøgere ind i klubben, da de løsner op under træning, glemmer deres baggrund i det, de er flygtet fra, nemlig krig og konflikt,” siger Henning Jensen i Udspil.