Triologi som ledelsesform giver frivillige

Ideer er gode. Ideer fra nye frivillige er bedre. Du kan lokke nye frivillige til ved at være åben over for skæve initiativer og tanker og give dem indflydelse fra starten i mindre teams.

”Det handler grundlæggende om åbenhed,” siger formanden Jørgen Bjerg fra Beder Malling Idrætsforening og sætter ord på forretningsudvalgets tilgang til alt nyt i foreningen.

Den åbne tilgang er ikke blot et nøgleord på et mindmap over måder at tiltrække frivillige. Der er handling bag ordene, vurderer Agnete Deibjerg, som tog kontakt til foreningen for at høre, om det ikke var en ide at starte en afdeling med bueskydning:

”Mit første indtryk var, at her var nogen, der vil noget, og at man bliver mødt med tillid. Det er de signaler, foreningen sender, når man kommer udefra med en god idé. Og det lokkede mig til.”  

Tre personer er nok til at få flere medlemmer

Jørgen Bjerg uddyber foreningens strategi bag åbenheden:

”Vi er altid åbne for at prøve nyt. Vores eneste krav er, at idemageren finder to personer mere, der vil være med til at starte op. Én person kan ikke løfte nye projekter alene. Og så må der meget gerne være mindst én af de tre, der ikke i forvejen er med i foreningen. Nye hoveder generer gode, nye vinkler, ny energi og nogle gange også underlige spørgsmål. Men frem for alt bliver ideerne drevet fremad, i stedet for at dvæle ved historikken og hvad vi har prøvet.”

Miks gerne forældre og bestyrelse

Treenigheden må meget gerne bestå af personer med forskellige funktioner i foreningen. Om det er instruktører fra forskellige idrætter, forældre til aktive børn i foreningen eller bestyrelsesmedlemmer er principielt ligegyldigt. Alle er interesserede i at drive foreningen fremad og gøre den mere attraktiv.

Triologi som ledelsesform i hele foreningen

At det netop er tre personer, der skal til for at løbe en idé i gang, er ikke tilfældigt. Beder Malling Idrætsforening arbejder med triologi som ledelsesform alle nye projekter. Og snart slår tankegangen igennem i hele foreningen.

Resultatet er, at mange nye tiltag er skudt frem i foreningen på kort tid. På et halvt år har foreningen fået etableret en ny fitnessafdeling, arrangeret fredagsfræs med spisning og aktiviteter for hele familien med stor succes.

”Spinning, fitness og fredagsfræs er noget, der tiltrækker folk, vi ikke tidligere har set i foreningen,” fortæller

Jørgen Bjerg, der glæder sig over de mange nye ansigter.

Lær af andre – også naboforeningen

Men det gælder ikke kun om at få nye aktiviteter på programmet i foreningen syd for Århus. De traditionelle idrætter skal også have et løft:

”Hvis de ude i Lystrup har en svømmeafdeling med 600 flere svømmere end her og med faciliteter, der ligner vores, så skal vi da have dem herud og fortælle, hvad de gør!” udbryder Jørgen Bjerg.

Læs mere: www.bmi-egelund.dk

Læs mere: 5 gode råd: Effektiv ledelse tiltrækker nye frivillige