Flittige fotografer knytter medlemmerne sammen

Billeder giver medlemmerne et tilhørsforhold til MTB Frederikshavn.

En strøm af billeder fra medlemmernes ture til events og mtb-løb ryger ind på MTB Frederikshavns Facebook-side. Mange af dem som rene billedreportager, andre med korte tekster fortæller, hvor og til hvad rytterne har deltaget i.

Facebook som billedkanal

”Vores brug af billeder giver medlemmerne et tilhørsforhold til klubben – mere end det skrevne gør,” siger Jacob Bo Hansen, formand for den nordjyske klub.

Han forklarer videre:

”Især billeder fra de løb, medlemmerne deltager i og har resultater fra, bliver set. Det gør mange af dem stolte at se billederne i denne selvrealiseringstid.”

MTB Frederikshavn bruger Facebook som billedkanal, fordi de fleste medlemmer er på selv. Klubbens hjemmeside er renset for fotos og viser kun de nøgne fakta, som især nye medlemmer kan have brug for.

Fra bestyrelsesopgave til administrator

”Hvor vi for et år siden var en flok fra bestyrelsen, der styrede Facebook, har vi nu en administrator, som modtager billederne og lægger dem ind som opslag,” fortæller Jacob Bo Hansen.

Han er selv mtb’er, kendt bredt i miljøet, skriver om mtb-miljøet, kender løbets hårdhed og kender mange af de ryttere, der er på billederne. Derfor kan han også navngive dem.

Selvforstærkende

”Det bliver selvforstærkende, at der hurtigt kommer billeder op fra et løb, medlemmer har deltaget i. Det får flere til at sende deres billeder ind, og ellers sender administrator deltagerne ved et løb en mail inden for at huske dem på at tage billeder,” siger han.

Administratoren bruger tre til fire timer om ugen på opgaven. Derfor lægger han hurtigt billederne op på Facebook.

”Til gengæld skal han kun lave den ene opgave for klubben som tovholder for siden.  Han skaber et naturligt flow, hvor vi andre lagde op, når vi havde  tid til at gøre det,” understreger Jacob Bo Hansen.