Nabolandsbyer kan alt sammen, hvis de viser viljen til at møde hinanden

”Vi vil gerne skabe forskellige landsbyer, men også være sammen om at bruge de mange ressourcer, vi har .”

Sådan beskriver Malene Aastrup den vision, som styregruppen har for landsbyklyngen Landet på Midtfyn  og de tre nabobyer, der er med i det nye samarbejde.

Hun er formand for styregruppen og i det daglige valgmenighedspræst i Ryslinge.

”Det er jo dumt, at vi alle gør det samme fra bunden af i hver vores by. Lad os hellere få opgaverne lagt på mange skuldre”, siger hun om essensen om en landsbyklynge sat i gang af DGI og Realdania.

Landsbyer skal selv tage styringen

Da Faaborg-Midtfyn Kommune bakkede idéen om en landsbyklynge med Ryslinge, Kværndrup og Gislev samt fire mindre landsbyer, lød det fra mange:

”I kommer for at skære i budgettet.”

Men det afviser landdistriktkoordinator Jens Peter Jacobsen.

”Efter 10 års besparelser ser kommunen nu positivt på, at lokalsamfund skal være mere selvstændige og bæredygtige.”

”Kommunen siger ’I har myndigheden, I skal også tage bestemmelsen og sætte jer selv i spidsen, hvis I vil forandring,” tilføjer han.

Brug folk, der ikke er ’fedtet’ ind i andet arbejde, i landsbyklyngen

Malene Aastrup, formands for styregruppen bag landsbyklyngen Landet på Midtfyn

Gammelt nag skal lægges til side for at lykkes

Jens Peter Jacobsen ved godt, at der skal luges meget gammel nag mellem nabolandsbyer og personer ud, før en ny form for samarbejde kan tage fart.

”Jeg siger ’I har været kulturbærere igennem mange år og fået en række tilflyttere uden den samme kulturforståelse.”

”Værn om jeres gamle måde at være landsby på, men åbn også øjnene for de nyes måde at se på byen,” opfordrer han dem.

Læs Udspil-temaet Udsigt til stærkere lokalsamfund

Det er en kamp om tre idrætshaller

I landsbyklyngen Landet på Midtfyn er deltagerne stødt ind i en stopklods. Hver af de tre byer har en idrætshal med fælles halinspektør, men en undersøgelse røber, at de kun bruges i en grad, der alene skaber behov for én hal i området.

Det diskuterer aktørerne heftigt, men meldingen lyder, at de alle tre ønsker at beholde deres hal.

”Det gør de i troen på, at det vil involvere flere mennesker fremover. Også selv om mange kører til hallen i Ringe, sætter deres børn af til træning og klarer dagens indkøb, mens børnene træner,” forklarer Malene Aastrup, formand for styregruppen.

Lokalsamfund drives af andre end idrætsaktive

Jens Peter Jacobsen, landdistriktkoordinator, ærgrer sig over, at idrætshallen spiller så stærk rolle i Ryslinge, Kværndup og Gislev.

”I et lokalsamfund er det en begrænset gruppe mennesker, der bruger hallerne – hvad med kulturforeninger af alle slags, der ikke kommer dér?,” spørger han.

Set med hans øjne hører det til et klynge-samarbejde at stoppe op og erkende, at der også er andre aktører end idrætten i et lokalsamfund.

”Ser grupperne ud over sig selv, er der et stort potentiale at hente for deltagerne i et klynge-samarbejde,” understreger han.

Nærhed til hal og overbebyrdede frivillige er vilkåret

For styregruppens formand, Malene Aastrup, er dilemmaerne i et lokalsamfund lige så tydelige som det, hun ser som en løsning.

”Noget af det attraktive for mig ved at bo i Ryslinge med familien med børn på syv og ni år, at jo, at de selv kan gå hen til hallen og idrætsanlægget og spille bold eller hvad de vil.”

”På den måde bliver de trygge ved at bo her i byen,” forklarer hun om den holdning, mange borgere i hver landsby i klynge-samarbejdet har.

Samtidig er problemet, at mange initiativer går i stå, fordi der ikke er folk nok til at trække i nye retninger.

”Hver lille forening laver sit arbejde og magter ikke mere. Så man er kun sammen med nogen, der er som én selv i alle foreningerne,” påpeger hun.

Bring nye typer frivillige ind

Vejen væk fra landsbyernes egensindige kamp for at bevare det, de har, kan ifølge Malene Aastrup lægges ved at tænke det frivillige arbejde på en anden måde end i dag.

”Mit forslag går på to ting. Når en person melder sig ind i arbejdet med at udvikle lokalsamfundet, skal hun tage yderligere én med, som måske ikke har været aktiv før. Så det ikke er de samme, der altid sidder på de vigtige poster,” forklarer hun og tilføjer:

”Brug folk, der ikke er ’fedtet’ ind i andet arbejde, i landsbyklyngen.”

Lad folks kompetencer spille en vigtig rolle

Desuden bør et samarbejde med landsbyklyngen gå mere konsekvent til værks end det ofte sker i foreningslivet, mener hun.

”Se meget mere på de kompetencer, som dels de frivillige har og som dels er nødvendige for at sikre dygtige frivillige. At personer der måske er i faget, tager sig af kommunikation. At andre med indsigt i virksomheder og økonomi tager sig af fondsansøgninger o.s.v,” siger hun.

I sidste ende handler det for Malene Aastrup om at skabe et hold på 10 personer, der ikke har andet foreningsarbejde, som har tid til tværgående samarbejde og som holder en tæt kontakt til landsbyernes egne lokalråd.