Senior Sport i Snejbjerg har vundet Super-Gejst-Spreder-Prisen

Bestyrelsen i Senior Sport i Snejbjerg modtog mandag 12. april Super-Gejst-Spreder-Prisen i DGI Midtjylland. De er udvalgt blandt knap 50 indstillinger og dermed nomineret til den helt særlige pris, der hylder Danmarks frivillige i idrætsforeningerne under corona-nedlukningen.

Smilene var brede og glæden ikke til at tage fejl af, da de tre bestyrelsesmedlemmer i Snejbjerg Seniorsport, Erling Heller, Asta Hansen og Lisbeth Bliksted, modtog DGI og INTERSPORT’s Super Gejst-Spreder-Prisen.

En pris de fik for deres store arbejde med at holde aktiviteterne i gang i foreningen gennem hele den udfordrende corona-krise, hvor de har holdt gejsten oppe og fællesskabet i live. Prisen blev overrakt af foreningskonsulent Anni Lyskjær, DGI Midtjylland - se også video herunder.

”De tre har gjort et kæmpe arbejde for at vi alle fortsat kunne være aktive. De har eksempelvis opdelt medlemmerne, så de der er født på en ulige dato, kunne komme til motion i ulige uger og omvendt,” fortæller hovedformand i Snejbjerg SG&I, Kirsten Østergaard, der har indstillet de tre bestyrelsesmedlemmer til prisen.

"Før Coronaens indtog var der omkring 120–130 seniorer til træning i Snejbjerg Hallen hver tirsdag formiddag.
Mens der var mulighed for indendørs idræt med blot op til 10 deltagere har bestyrelsen i Senior-Sport, med Erling Heller, Asta Hansen og Lisbeth Bliksted i spidsen, sørget for at de fortsat kunne dyrke motion og ikke mindst også være sammen på afstand med andre seniorer," supplerer Kirsten Østergaard.

Gåture med justeringer

Da der fra januar blevet sat en stopper for al indendørs aktivitet, etablerede Senior Sport grupper af fem deltagere til gåture. Da det så også blev forbudt, gav bestyrelsen ikke op. Der blev lavet en konkurrence, hvor man opfordrede medlemmerne til at gå en tur hver for sig, krydret med en lille lodtrækning om en købmandskurv.
"Alle medlemmer kunne lægge en seddel i en af bestyrelsesmedlemmernes postkasse, når de var på en gåtur. Blandt de 400 indkomne "lodder" trak man lod om en købmandskurv" fortæller Kirsten Østergaard.

Kommunikationen opgraderet

"Det er ikke kun os i bestyrelsen, der skal have hele æren. Vi har nogle fantastiske og fleksible instruktører og trofaste medlemmer. Det sværeste og den største udfordring har været omstillingerne omkring gymnastikken, som vi hele tiden skulle ændre. Havde man fået en god idé kom man til møde om aftenen, så var alt ændret," siger Erling Heller.

Hvad har I så gjort for at holde gejsten?
"Vi var jo en forening med meget succes i forvejen. Pludselig blev det svært men samtidig en god udfordring til at tænke ud af skabet. Vi har lært at tænke anderledes, bl.a. måden at arbejde på."

Foreningen har bl.a. fået opgraderet kommunikationen på hjemmeside og registrering af medlemmernes mailadresser, som blev nødvendig for at styre aktiviteterne med Corona-begrænsninger.

"Vi er skruet sammen på den måde, at vi altid kan komme med skøre og gode ideer og så kommer de jo bare frem. Og så prøver vi." siger Asta Hansen og Lisbeth Bliksted supplerer:

"Vi måtte jo løbende justere deltagertallet nedad og efterhånden endte vi på to grupper med 10 deltagere. Efter 45 minutter har der så været skift til næste hold af medlemmer, så på den måde er der gennemført to seancer hver tirsdag formiddag med i alt 40 deltagere . Da det så også blev stoppet, måtte vi klare os med gå-holdene, som var startet op i forvejen."

"Vi ser nu frem til at genskabe foreningen som tidligere - især med den sociale del, som vores medlemmer savner meget," tilføjer Asta Hansen.