Omega Skate Klub skaber gadeidræts-larm

I Søften sætter Omega Skate Klub fokus på gadeidrætten med håb om at tiltrække flere medlemmer og engagerede frivillige.

Skatehallen i Søften var godt fyldt op til eventet Omega Open. Her gav store og små den gas på ramperne. Foto: Johanne Wedel Madsen

Det runger af rullende hjul i hallen. Skateboards og løbehjul suser rundt på træramperne – Omega Skate Klub i Søften afholder Omega Open ’20.

Mange er troppet op i dagens anledning, og det glæder formand for Omega Skate Klub, Søren Kellenberger, at så mange støtter op om eventet efter et langt og sejt forår.

”Marts, april og maj er måneder, hvor der normalt er godt gang i hallen. Men i år har det ikke været muligt. Med det her event håber vi på, at kunne skabe mere opmærksomhed omkring Omega og forhåbentlig få endnu flere medlemmer,” fortæller han.

Gå-på-mod og udfordringer på frivillig-fronten

Omega Skate Klub har de sidste par på oplevet en fremgang i antallet af medlemmer. I 2018 havde klubben, der blev opstartet for fire år siden, 118 medlemmer. Sidste år var medlemstallet steget til 304 – altså mere end fordoblet! Størstedelen af hallens betalende deltagere er mellem 7 og 12 år, hvor flertallet står på løbehjul, eller scoot, som det hedder inden for gadeidrætten.

I år har skateklubben krydset fingre for endnu en god sæson. Gå-på-modet har været stort, og man har set frem til et forsat stigende antal medlemmer. Desværre gik coronanedlukningen ud over engagementet i klubben. 

”Det har især været hårdt på frivillig-fronten, fordi folk er kommet ud af rytmen med at være frivillige. Det har faktisk været rigtig træls,” fortæller Søren Kellenberger.

Men i dag summer hallen heldigvis af liv. Lige før sommerferien åbnede Omega Skate Klub op igen – og det til stor glæde for skateklubbens medlemmer. Gennem hele sommerferien er der blevet skatet på livet løs og klubben har afholdt flere sommercamps.

Et imponerende event for store og små

Blandt drønende børn står Steen Thomasen, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Favrskov Kommune. Han er imponeret over den store opbakning til dagen fra deltagere og frivillige.

”Det er rigtig godt, at vi har et sted som Omega Skate Klub, for det er jo en anden måde at få motion på end den, der normalt stilles til rådighed. Denne her idræt er mere uorganiseret og er ikke bundet op på faste træningstider – det fanger virkelig tidsånden,” fortæller Steen Thomasen.

I nærheden suser 6-årige Vito Svoldgaard forbi. Han har taget turen fra Aarhus til Søften for at være med.

”Jeg synes det er sjovt! Man lærer noget nyt hver gang, man er her, og man kan alle mulige ting på ramperne,” siger Vito Svoldgaard.

Han har kørt på løbehjul i ét år. I dagens løb har han ’scootet’ på ramper og været til workshop anført af erfarne frivillige.

”Mit drømmetrick er et backflip,” smiler Vito Svoldgaard inden han skynder sig op på en nærliggende rampe.

Børnene kunne både kaste sig ud i løbehjul, skateboard og rulleskøjter og få hjælp af frivillige fra Omega Skate KlubBørnene kunne både kaste sig ud i løbehjul, skateboard og rulleskøjter og få hjælp af frivillige fra Omega Skate KlubFoto: Johanne Wedel Madsen

Om eventet

Eventet blev afholdt den 12. september 2020 i Omega Skate Klub i Søften på Gadeidrættens Dag og er stablet på benene med støtte fra Platformen for Gadeidræt.

Desuden er eventet en del af dette års StreetAttack, der er støttet af DGI Østjylland, European Week of Sport og International Sport and Culture Association.