Sponsorarbejde skaber floorball-vokseværk i Todbjerg Mejlby IF
Den voksende floorball-afdeling i Todbjerg Mejlby IF har fået råd til ordentligt udstyr takket være sponsorater.
Hvordan får man råd til nyt, dyrt udstyr til sin forholdsvis nyopstartede floorballafdeling? Det spørgsmål stillede Martin Jensen Strand fra Todbjerg Mejlby IF sig selv, da floorballafdelingen blev ved med at vokse.
Gennem sponsorater fra både lokale virksomheder og banker samt DGIs udviklingspulje har Martin Jensen Strand ene mand indsamlet knap 100.000 kroner. Det flotte beløb har foreningen nu fået gavn af.
”Vi har samlet ind til et sæt Rosco-bander fra Floorballcentret til en fuld bane. De er certificeret, så vi kan bruge dem til stævner,” fortæller Martin Jensen Strand. Desuden har foreningen fået sponsoreret store og små mål, målmandsudstyr, taktiktavler, bolde og fløjter.
Om du er fire eller firs
Foreningen startede floorball op for to år siden. Med en så nyetableret idræt i Todbjerg Mejlby IF var det vigtigt for Martin Jensen Strand, at afdelingen var økonomisk uafhængig.
”Ambitionen var, at vi kunne klare os selv uden at belaste de øvrige idrætter i foreningen – og det lykkedes. Vi har etableret en fuldstændig køreklar floorballafdeling uden at have brugt en krone fra de andre kasser,” uddyber han.
At sporten vokser i Todbjerg Mejlby IF er vigtigt for Martin Jensen Strand, og derfor betyder det meget for ham, at have lagt mange timer i sponsorarbejdet.
”Jeg tror, det har været vigtigt for mig personligt. Her er en sport, hvor alle kan være med fra dag ét – om du er fire eller 80 år gammel – det er fuldstændig ligegyldigt,” tilføjer han.
Bander og mål er blot nogle af de ting, Martin Jensen Strand har skaffet penge til via sponsorater.Foto: Henning Staun
Store planer og nye lokaler
I dag har foreningen både kvinde- og herrehold, to børnehold samt et tredje på vej. Desuden er der planer om helt nye tiltag – heriblandt familiefloorball, et +50-hold samt et ungdomshold.
”Vi vil rigtig gerne op og spille divisionsfloorball. I sæson 21/22 prøver vi at starte op i 3. division med det herrehold, vi har nu,” siger Martin Jensen Strand.
Men med de mange fremtidsplaner og fyldte floorballhold følger også pladsmangel i hallen.
”Vi har gode muligheder for at vækste medlemsmæssigt herude, men fysisk er det ikke muligt, fordi der ikke er nok haltider,” forklarer Martin Jensen Strand.
”Næste projekt er, at vi i samarbejde med Aarhus Kommune skal finde en god løsning, så vi kan få en hal mere og på den måde få sat fart på herude,” tilføjer han.
Martin Jensen Strand håber på, at planerne om den nye hal kan sættes i gang snarest muligt, så floorball fortsat kan gro sig større i Todbjerg Mejlby IF.
Gode råd til sponsorarbejde
-
Vid, præcis hvad du vil have og vær ihærdig – det betaler sig
-
Søg sponsorater hos lokale virksomheder
-
Søg sponsorater hos fonde og puljer