Medvind i sejlene hos Aabenraa Sejl Club

For Aabenraa Sejl Club var det en øjenåbner, da de i foråret 2021 tog kontakt til DGI Sønderjylland for at spørge til råds om mulighederne inden for havkajak.

Aabenraa Sejl Club modtager 8 havkajakker fra Nordea Fondens pulje. Kajakkerne blev leveret af Chresten Krogh fra DGI Sønderjylland. Foto: Aabenraa Sejl Club

Bestyrelsen ønskede, at der skulle ske noget nyt i foreningen og begyndte at afsøge mulighederne for at tilbyde en ny aktivitet. Derefter tog det fart.
Under et møde med Chresten Krogh, DGI Sønderjyllands Idrætskonsulent i Havkajak, fik bestyrelsen i Aabenraa Sejl Club øje på, at de ikke kun manglede svar på emner omkring havkajak:

”Vi har været naboer med DGI Sønderjylland i en årrække, men først nu har vi fået øje på hinandens styrker og hvor meget de kan hjælpe os med alt andet end bådgrej og sejlads – for der er vi jo eksperterne, men DGI kan hjælpe os med foreningens helhed” siger Jens Chr. Clausen, formand i Aabenraa Sejl Club.

Ved at låne kajakker kunne vi få gang i aktiviteten med det samme uden at skulle vente

Søren Vester, bestyrelsesmedlem

I tæt samarbejde og med faglig hjælp fra idrætskonsulent Chresten Krogh fik foreningen lagt en step-by-step plan for etableringen af en ny havkajak afdeling. Heriblandt også hjælp til ansøgning om 8 nye havkajakker ved Nordea Fondens pulje til foreningslivet:

”Det har været en kæmpe hjælp, at vi fra starten af kunne låne kajakker af DGI, for så kunne vi komme i gang med det samme. Det krævede ingen investering før vi kunne realisere vores drømme – og når først idéerne bliver til virkelighed, så er det både sjovere og nemmere at udvikle videre på tingene” siger Søren Vester, bestyrelsesmedlem i Aabenraa Sejl Club og ansvarlig for den nyetablerede Havkajakafdeling i klubben. 

De nye havkajakker er allerede taget i brug af børn- og ungeholdet, som lige nu udgør 8 medlemmer. I foråret 2022 kan medlemmer og besøgende i Aabenraa Sejl Club se frem til mange spændende initiativer i den nye afdeling, som bl.a. guidede ture på vandet i og omkring Aabenraa Havn.

Mange skibe i søen

Realisering af drømme blev herefter en realitet for bestyrelsen i Aabenraa Sejl Club. For udover etablering af en ny havkajakafdeling, fik foreningen også et servicetjek af bestyrelsesarbejdet, etableret en mentorordning og sat fokus på det sociale sammenhold i foreningen i samråd med DGI’s Foreningskonsulent Janne Bonde;

”Det var tydeligt at mærke, at den her bestyrelse havde styr på forretningen og de økonomiske aspekter i foreningsarbejdet – dér, hvor vi kunne udvikle dem, var i klubmiljøet for at sikre et sammenhold på tværs i klubben og hjælpe bestyrelsen på vej ved at styrke deres interne og eksterne kommunikation” siger Janne Bonde, Foreningskonsulent i DGI Sønderjylland.

Bestyrelsens første prioritering var fokus på en mentorordning. Det vil sige, at klubben klæder frivillige på til at byde nye medlemmer velkommen med en god velkomst og en fælles introaften for nye med relevante informationer om medlemskabet.

En anden længe ønsket prioritering var at synliggøre havnen og dets muligheder for gæstesejlere. Derfor fik foreningen produceret en brandingvideo, der fortæller om alle mulighederne ved et besøg hos Aabenraa Sejl Club.

Den tredje prioritering var at få hjælp til klubbens kommunikation gennem DGI's Kommunikationshjælp:

”Vi kunne i bestyrelsen mærke, at vi havde brug for hjælp til at fortælle omverdenen om vores nye initiativer i klubben, men vi kunne ikke løfte den opgave selv. Her gjorde vi brug af kommunikationskonsulent Anna Mortensen, som holdte et kursus for bestyrelsen i oplæring af Facebook med gode tips og tricks til vores kommunikation, så den både rammer internt i klubben, men også eksternt så udefrakommende kan se, hvad vi har gang i hernede på havnen. Og vi må bare sige, at vores kommunikation om klubbens hverdag kommer bredt ud, efter vi har fået øjnene op for de små historier i hverdagen, hvor vi lykkedes med rigtig mange af tingene” siger Søren Vester.

48 nye medlemmer og 80 deltagere til foredrag

Klubbens mange igangsatte initiativer har skabt synlige resultater. Siden foråret 2021 er der kommet 48 nye medlemmer til plus de nye medlemmer i havkajakafdelingen. Derudover mødte flere end 50 personer op til klubbens årlige standernedhaling, som markerer sæsonens afslutning:

”Det er historisk mange, vi har aldrig været så mange til den begivenhed før. Og for nyligt har vi i samarbejde med Aabenraa Båd Club afholdt et foredrag med besætningsmedlemmerne fra Ymaya, der har været på langtur i mere end et år, og her dukkede 80 personer op. Så der sker virkelig noget her i klubbens sociale liv, kan vi mærke. Mit råd til andre klubber er: Sæt ikke mere i gang end I kan køre i mål, og grib den faglige hjælp, I kan få til opgaverne. Så bliver det hele meget sjovere” siger formand Jens Chr. Clausen.

Aabenraa Sejl Club_mange fremmødte.JPG

Her ses de mange fremmødte til klubbens Standernedhaling. Foto: Aabenraa Sejl Club. 

Bedst som man tror, at bestyrelsen i Aabenraa Sejl Club har søsat nok projekter i den forgangne tid og nu trænger til en kort restitutionsperiode, så er klubben i fuld sving med endnu en stor opgave; nemlig planlægning af klubbens 100 års jubilæum i sommeren 2022.

I Aabenraa Sejl Club lægger de ikke skjul på, at hjælpen fra DGI Sønderjylland har givet dem energi og kræfter til at tage fat, og vejen derhen har været lettere, fordi de har kunne trække på faglig hjælp og støtte fra sidelinjen til at nå i mål med tingene.

Fortsat god vind i sejlene til Aabenraa Sejl Club.