Nyt seniorfællesskab flyvende fra start

49 friske seniorer stod klar til at prøve kræfter med padel i Jysk Energi PadelZone i Holstebro mandag formiddag.

Der er ved at komme gang i idrætsfællesskaberne rundt omkring i Vestjylland, og det er ikke kun gamle fællesskaber som genopstår - nye kommer også til, og det var tilfældet mandag formiddag i Holstebro.

Her så en ny senioraktivitet nemlig dagens lys i Jysk Energi PadelZone i udkanten af Holstebro. I padelanlægget var 49 friske seniorer mødt op til det nye padelkoncept, som er blevet døbt Padel-gruppen. Her er man velkommen uanset niveau og erfaring, og man behøver ikke engang medbringe andet udstyr end behageligt tøj og gode indendørs sko. 

Kaffe, padel og hygge

Udover god padeltræning for alle niveauer fra de dygtige instruktører lokkede arrangørerne også med kaffe og rundstykker før træningsstart. 

Det nød de 49 fremmødte, som troppede op til startskuddet på det nye padelprojekt i Holstebro, rigtig godt af. Denne gang fik de både træning, kaffe og rundstykker gratis, og det samme er tilfældet ved næste træning.

Derefter er prisen dog stadig meget overkommelig, idet træning med alt inklusive kun koster 40 kr., og tilmelding er ikke nødvendig, så mon ikke hallen også er fyldt fremover.

Stærk gruppe bag konceptet

Konceptet hviler på et stærkt fundament af arrangører. DGI Vestjylland Holstebroegnen, Faglige Seniorer og det kommercielle anlæg Jysk Energi PadelZone er gået sammen om at skabe et samlingspunkt for seniorer omkring den hastigt voksende sport.

Konceptet har også fået midler fra Bevæg Dig For Livet i Holstebro Kommune, hvor 10.680 kr. har bidraget til, at Padel-gruppen nu er en realitet.

Padel har under corona set en stor vækst, og nu har DGI Vestjylland Holstebroegnen, Faglige Seniorer og Jysk Energi PadelZone sørget for, at endnu flere kan dyrke det.