Stenløse Gymnastik flytter opvisningen udenfor

Stenløse Gymnastik drømmer om Landsstævne-stemning, de aldrig vil glemme, når de til sommer for første gang nogensinde afholder gymnastikopvisningen udenfor.

Sidst, Stenløse Gymnastik havde opvisning, var i 2019, hvor det foregik inde i hallen. Foto: Allan Theill

Er det fra 1987 eller 1993?

Læs også: Sådan tilpasser gymnastikforening online-træningen til aldersgrupper

Det kan være svært at kende årstallene fra hinanden på videoer fra tidligere opvisninger i Stenløse Gymnastik. Men det bliver intet problem i år. For den første opvisning efter coronanedlukningen vil aldrig gå i glemmebogen. Bestyrelsen har nemlig besluttet at holde opvisningen udenfor.

”Når nu vi har rykket opvisningen til juni måned, snakkede vi om, at det kunne være fedt at lave den udendørs. Simpelthen for at sige, at det her år har været så mærkeligt anyway, så nu gør vi noget for at gøre opvisningen lidt ekstraordinær,” siger bestyrelsesmedlem Christian Gundtoft Mose.

Vi håber, det bliver noget, man vil huske tilbage på

Christian Gundtoft Mose, bestyrelsesmedlem i Stenløse Gymnastik

En anderledes folkefest

Opvisningen bliver afholdt på en kunstgræsbane på Stenløse Stadion, som ligger lige ved siden af hallen. Her er både strøm, højtalere og speakeranlæg, og ved siden af banen er der en jordvold, hvor publikum kan sidde. Redskaberne kan også trygt tages med ud på kunstgræsset.

”Alting er der i forvejen, så vi tænker, at der kan man få en fantastisk eftermiddag. Og fordi hallen og stadion er bygget sammen, er det ikke værre, end at hvis det står ned i stænger, så smider vi tre laminerede skilte op og skriver, at vi er rykket i hallen i stedet for,” siger Christian Gundtoft Mose.

De sidste mange år har opvisningen foregået i hallen. Men der er ingen grund til, at det ikke skulle kunne fungere mindst lige så godt udendørs, fortæller Christian Gundtoft Mose, der har hentet inspiration i DGI’s Landsstævne.

Læs også: Havdrup Gymnastikforening har køreplanen klar for tre genåbningsscenarier

”Ambitionen er at lave noget, der minder om et mini-landsstævne. Vi håber, at vi får en anderledes oplevelse og en erstatning for det kæmpe antiklimaks, det var, da vi afsluttede sæsonen sidste år, som bare var midt i en nedlukning. Vi vil lave en anderledes folkefest.”

Mere sandsynligt udendørs

En anden grund til, at Stenløse Gymnastik flytter opvisningen udenfor, er, at de som alle andre endnu ikke ved, hvordan restriktionerne er til sommer. Faktisk ved de slet ikke, om det bliver muligt at afholde opvisningen. Men flere ting taler for, at sandsynligheden er større ude end inde.

”Det er nemmere at dele op udenfor og lave nogle zoner. Hele arrangementet har en større sandsynlighed for at blive afholdt udendørs,” vurderer Christian Gundtoft Mose.

Stenløse Gymnastik er dog ikke længere i planerne, end at de har fastsat en dato og booket både kunstgræsbanen og hallen. Resten tilpasser de løbende efter restriktionerne. For instruktører og gymnaster bliver der også tale om tilpasning, når de for første gang skal på gulvet udendørs.

”Alle synes, det er fedt med noget anderledes. Holdningen er, at det har vi ikke prøvet før, så det kan vi sikkert godt. Og hvis vi får lov at starte med udendørs gymnastik først, har vi på forhånd vænnet gymnasterne til at være udenfor, så det ikke er uvant for dem.”

Læs også: Sådan træner du gymnastik i en coronatid

Noget man vil huske tilbage på

Coronaens greb kan mærkes i Stenløse Gymnastik, der har måttet aflyse to hold til denne sæson, og som ligger omkring 25 procent under den normale tilmelding på de fleste andre hold. Men alle betaler fortsat kontingent og bakker op om foreningen.

Derfor har Stenløse Gymnastik også en vigtig forpligtelse i stadig at tilbyde noget. Det gør de i form af flere ugentlige onlinetræninger, hvor to trænere ad gangen møder op i en lille hal og optager en træningssession, som efterfølgende klippes sammen og sendes ud til medlemmerne.

Derudover har de forlænget sæsonen med to måneder til og med den udskudte opvisning i midt juni uden kontingenttillæg. Nu krydser Christian Gundtoft Mose fingre for godt vejr og Landsstævne-stemning til den tid, så Stenløse Gymnastik kan betale medlemmerne tilbage.

”Derfor håber vi at kunne give dem den her ekstra oplevelse i år ved at lave det som et event. Vi håber, det bliver noget, man vil huske tilbage på.”