Tag med Verdensholdet i Den Kongelige Opera
Den Kongelige Opera i København danner for første gang nogensinde ramme for et gymnastikshow. Det sker søndag d. 21. juni, hvor du har hele to muligheder for at opleve DGI Verdensholdets imponerende show – ORBITA.
DGI Verdensholdet indtager de skrå brædder i Operaen på Holmen i København, og det er sidste gang på deres officielle turne, at de fremfører showet ORBITA. Showet, der markerer Verdensholdets 20-års jubilæum, har været vist over 125 gange i 15 forskellige lande.
Få en ny oplevelse i unikke rammer
Den Kongelige Opera huser normalt ikke gymnastikshows – faktisk er dette første gang. Og det er med til at gøre showene d. 21. juni til noget helt særligt for Verdensholdet.
”Operaen er Danmarks nationalscene, og det er med stor respekt og masser af ærefrygt, vi indtager den med ORBITA. Jeg glæder mig til at give folk en helt ny oplevelse i fantastiske omgivelser,” siger Mads Nyhus Kirk, der er instruktør for DGI Verdensholdet.
ORBITA – 20-års jubilæumsshow
Siden oktober 2014 har Verdensholdets 27 gymnaster turneret med showet ORBITA i både Europa, Asien, Syd- og Nordamerika. Det første Verdenshold tog afsted i 1994, og nu markerer det 10. mandskab Verdensholdets 20-års jubilæum med turnéens afslutningsshows i Operaen.
Praktisk information
DGI Verdensholdet fremfører showet ORBITA i Den Kongelige Opera i København søndag d. 21. juni. Der afholdes to shows – henholdsvis kl. 14.00 og 18.00.
Billetsalget er i gang
Billetter fås i syv forskellige priskategorier og koster fra 135 kr. for børn og 190 kr. for voksne.