Mød gadehåndboldens all star-team til Landsstævnet
Leg med den bløde, grønne bold og mød all star-teamet, når street handball for første gang er på programmet til DGI’s Landsstævne i Aalborg 2017.
Til Landsstævnet 2017 har du nu mulighed for at prøve kræfter med håndboldens rebelske lillebror. Street handball stiller for første gang op med sit eget all star-team, som inviterer dig til at lege med bolden. All star-teamet vil vise nogle seje moves, og du kan også møde dem på banen eller i en bounce battle.
Mød all star-teamet
All Star-teamets opgave er at sætte fokus på street handball. Til Landsstævnet 2017 vil de vise deltagere og tilskuere, hvad street handball går ud på. De vil vise deres egne ”signature moves”, møde andre hold til kamp og dele glæden for leg med bolden med alle, der har lyst til at være med.
“Når man først får den grønne bold i hånden, og ser hvad den kan bruges til, finder man ud af, hvor sjovt det er at lege håndbold. Det er leg og livsglæde, smil og fællesskab, og der er plads til alle,” siger DGI håndboldkonsulent, Rune Hansen.
Indtil videre består all star-teamet af Asbjørn Bachmann Kristensen (15 år), Tobias Lantz-Pedersen (15 år) og Oliver Kystol Knudsen (16 år), der alle til daglig spiller håndbold i Amager Håndbold.
Der er stadig plads til flere på holdet. Hvis du er fyldt 15 år, kan en masse street handball-tricks og virkelig brænder for sporten, har du også mulighed for at komme med på all star-holdet.
Landsstævnet 2017 skal sprede kendskab til street handball
Street handball er stadig i opstartsfasen i Danmark. Ved at have et all star-team til Landsstævnet, håber Rune Hansen at sprede interessen for sporten og lysten til mere bevægelse i hverdagen i form af leg med den lille, grønne bold.
Landstævnet afholdes hvert fjerde år, og spænder over fire dage med idræt om dagen og fest og koncerter om aftenen. Det er Danmarks største idrætsfestival, som repræsenterer mere end 25 idrætter, flere end 400 aktiviteter og nu er street handball en del af programmet.