Selvtræning var vejen til succes

Lars Christiansen har gennem hele sin karriere trænet på egen hånd for at perfektionere sin teknik og blive en dygtigere håndboldspiller.

Lars Christiansen har perfektioneret sin teknik gennem selvtræning, siden han var barn. Foto: Privatfoto

Den danske håndboldstjerne Lars Christiansen, der især er kendt for sine skruebolde og spektakulære afslutninger, har selvtrænet, siden han var helt ung. Det var især de teknisk krævende skud, som for eksempel den såkaldte “Kazakevich”, han trænede ved enhver given lejlighed.

Vi boede jo nærmest i hallen. På den måde, har jeg selvtrænet lige siden, jeg var 12-13 år

Lars Christiansen, tidligere professionel håndboldspiller

"Den lave skruebold og det bløde lob hen over målmanden, som blev mit varemærke, har krævet mange timers træning på egen hånd. Jeg har arbejdet på mine skruebolde i mere end 20 år. Det er ikke for sjov, man siger, der skal 10.000 timers træning til for at mestre sit fag," siger Lars Christiansen.

Startede som drengespiller

Det med at selvtræne begyndte allerede som drengespiller i Sønderborg, hvor Lars Christiansens onkel var halbestyrer. Her tilbragte han hver weekend fra fredag efter skole til søndag aften med at se og spille håndbold sammen med sin fætter Jan Paulsen, der også blev en succesfuld professionel håndboldsspiller.

"Vi spillede med hinanden og konkurrerede om at være den bedste. Vi boede jo nærmest i hallen. På den måde, har jeg selvtrænet lige siden, jeg var 12-13 år," fortæller han.

I starten var selvtræningen mest en leg for Lars Christiansen. Når han ikke var i hallen og træne med sin fætter, så trænede han med en tennisbold mod en mur i skolegården eller øvede sig i at skrue med en skumgummibold derhjemme. Og når familien tog på ferie, havde Lars Christiansen altid en bold med sig.

Efterhånden blev selvtræningen mere og mere systematisk. Lars Christiansen kom gerne en halv time før træning og blev gerne hængende bagefter og trænede skud, hvis han kunne overtale en medspiller eller en målmand til at blive sammen med ham.

Ingen tid til pauser

Selv da Lars Christiansen blev professionel håndboldspiller i den tyske storklub Flensburg blev han ved med at finde tid til at smugtræne, så han hele tiden kunne holde sig et skridt foran konkurrenterne.

"Da jeg spillede som pro, rejse vi meget, og så var der jo ofte en fridag, når vi kom hjem fra en udekamp, hvor jeg kunne selvtræne. Det var både styrke, løb og spring, som jeg trænede. Men det kunne også være en lille teknisk detalje, som min skruebold. Det fik mig til at føle mig ovenpå og gav god samvittighed," siger han.

Jeg elsker at udfordre mig selv, og jeg har aldrig lænet mig tilbage og været tilfreds med mit niveau

Lars Christiansen, tidligere professionel håndboldspiller

Med omkring 180 rejsedage om året kunne man ellers godt have undt Lars Christiansen en pause. Ikke mindst, når han efterhånden var blevet fast spiller på både landshold og i klub. Men Lars Christiansen havde ikke tid til at hvile på laurbærrene.

"Da jeg kunne mærke, at de unge spillere begyndte at løbe fra mig i spurten, så gik jeg i gang med at spille squash for at styrke min bevægelighed og hurtigheden på de første meter," fortæller han.

For Lars Christiansen handler selvtræning om at tage sit talent alvorligt. Han har aldrig haft svært ved at finde inspiration til at give den en ekstra skalle.

"Jeg elsker at udfordre mig selv, og jeg har aldrig lænet mig tilbage og været tilfreds med mit niveau. Det ville have været det samme som at give op."