Jeg passer ind – for alle kan passe ind

Hvorfor startede du til Kampidræt?

"Under mit specialeforsvar foreslog min vejleder, at kampsport kunne være noget for mig. Nogle år senere (sidste sommer) besluttede jeg, at jeg gerne ville lære noget nyt, blive stærk og være en del af et fællesskab. I den forbindelse kom jeg i tanke om min vejleders råd." 

Hvordan, hvorhenne, hvornår og i hvilken Kampidrætsklub?

”Jeg googlede brydning og faldt over Brasiliansk Jiu-Jitsu (BJJ). Det lød spændende og var en verden, jeg slet ikke kendte til.  Jeg fandt klubben ”Rumble Sport”, tog derhen, trådte ind ad døren og en varm, fugtig sportsatmosfære mødte mig. Jeg spurgte efter en, der vidste noget om brasiliansk jiu-jitsu, og jeg fik fat i træneren, Devin. Han sagde, at jeg skulle komme om mandagen kl. 17. Et par dage senere troppede jeg derfor op i mit træningstøj; jeg vidste slet ikke på det tidspunkt, at ”karate”- dragten hed en gi. Jeg kunne heldigvis låne en af træneren, og han tog endda sit brune bælte af og lånte også det til mig. Han introducerede mig til holdet, og da det lykkedes mig under opvarmningen med et baglæns rul, klappede alle. Det var super fedt, og jeg følte mig allerede der som en del af fællesskabet.”

Hvilke fordomme og barrierer havde du, før du startede til Kampidræt?

”Jeg vidste kun lidt om, hvilke slags kampidrætter, der findes. Jeg er ikke så meget til slag og spark, så hvilken kunne passe til mig? Og får man ”tæv” under første time? Det var nok den største fordom. Jeg blev positivt overrasket over, at ens træningsmakker ikke gør modstand, når man træner, men at man samarbejder om at lære og blive bedre. Det handler om kamp - men det er meget mere end det; det er teknik, kropsforståelse, effektiv træning og ikke nødvendigvis decideret kamptræning (kaldet sparring), hvis man ikke har lyst eller føler sig klar til det.”

Hvad har du fået ud af at gå til Brasiliansk Jiu-Jitsu (BJJ), og hvad holder du mest af?

”Jeg er blevet en del af et fællesskab, og jeg har fået en endnu bedre kropsforståelse. Jeg glemmer mig selv i træningen, hvor det ikke kun handler om egen krop, men om teknik og relationen til den anden. Jeg blev dog overrasket over, hvor hurtigt jeg gerne ville kæmpe (sparre), og nu er det simpelthen svært at lade være! Jeg har lært og lærer hver gang mange nye forskellige mennesker at kende (forskellig alder, køn, oprindelse, kultur, uddannelse) i et temmeligt internationalt miljø, hvor også flere træner MMA. Jeg passer ind – for alle kan passe ind. Jeg kan virkelig godt lide, at vi i gi’en alle er ens. Kønnene udviskes på en måde, og kropskontakten bliver mindre intens. Derudover lærer man at bruge gi’en til at tage fat i og bruge den aktivt i kampen. Der bliver lagt vægt på under træningen, at vi er der for at lære; det er ikke bare en ”fitnessmaskine”, og man skal derfor endelig stille spørgsmål. Og så er det en individuel sport, hvor det i ”Rumble Sport” er meget fleksibelt at deltage på flere hold hver dag både gi-timer og no-gi (almindeligt træningstøj). Dog kan man nemt få oplevelsen af holdånd, da mange vælger samme træningstidspunkt hver uge. Til sidst vil jeg gerne fremhæve, at jiu-jitsi oprindeligt handler om selvforsvar og har rod i et filosofisk udgangspunkt, som handler om at lægge ens ego til side, når man kæmper med andre – man er nemlig i virkeligheden sin egen værste fjende.”