To generationer mødes på krocketbanen

Der blev spillet med liv og sjæl, da Gærum Krocket Klub i Vendsyssel havde besøg af 36 elever fra den lokale skole.

Der blev spillet med liv og sjæl, da Gærum Krocket Klub i Vendsyssel havde besøg af 36 elever fra den lokale skole.

Gærum Skole havde for nylig temauge, hvor skolens elever skulle lære mere om deres landsby og lokalsamfund. Blandt flere foreninger havde Gærum Krocket Klub inviteret eleverne til krocketspil og hyggeligt samvær, og det tog 36 af eleverne i 4., 5. og 6. klasse imod.

”Det er vores opfattelse, at de unge mennesker morede sig gevaldigt. De gik op i spillet med liv og sjæl og lærte hurtigt en del fagudtryk som krockering, pindekugle og lægge for, ” fortæller Carl Christian Olsen, krocketspiller i Gærum Krocket Klub.

Eleverne indføres i spillets regler med kyndig hjælp

Krocketspillerne havde eleverne med på de grønne græsbaner i tre timer. Her fik eleverne hver en makker fra krocketklubben og spillede en kamp mod et modstanderpar, der også bestod af en elev og en lokal krocketspiller. På den måde fik eleverne gode tips, tricks og hjælp af de kyndige krocketspillere, så eleverne lærte en masse om spillet og de taktiske overvejelser, der er ved hvert eneste slag.

De gik op i spillet med liv og sjæl og lærte hurtigt en del fagudtryk som krockering, pindekugle og lægge for

Carl Christian Olsen, krocketspiller i Gærum Krocket Klub

”Der går nok en del år, inden vi ser dem mere jævnligt på banen, men måske deres forældre får lyst til at spille krocket, for de har givetvis fået fortalt vidt og bredt om spillets fortræffeligheder,” siger Carl Christian Olsen.

Krocket skaber venskaber og ægteskaber

Efter halvanden times spil blev eleverne budt på saftevand og hjemmelavede boller, mens krocketspillerne også kunne nyde deres sædvanlige kaffepause i selskab med den unge generation.

Her fik de nogle gode snakke, og eleverne fik blandt andet fortalt, at der er flere eksempler på, at enlige i Gærum Krocket Klub ikke blot har fundet en makker på banen, men også en at danne par med uden for banen.

”Jeg har efterfølgende fået fortalt, at en pige i fjerde klasse sagde derhjemme, at hun ville giftes, når hun blev voksen. Hvis ikke hun kan finde en mand, der vil gifte sig med hende, vil hun spille krocket, for der får man en kæreste,” fortæller en smilende Carl Christian Olsen.

Gærum Krocket Klub havde besøg to formiddage i løbet af temaugen. Klubbens spillere nød at spille nogle timer med den unge generation, og klubben er klar til besøg igen i fremtiden.