”Den største udfordring er at vælge mellem alle de fede aktiviteter”
Landsstævnet bugner af spændende idrætter, og det er fantastisk. Der er så mange, at det faktisk kan være svært at vælge, hvad skal man deltage i. Ane Plagborg har allerede bestemt sig, og hun giver fif til, hvordan man nemmest kan vælge sit program.
Gået efter egne interesser
Ane Plagborg skal sammen med sin højskole og faktisk også sit gymnastikhold til Landsstævnet. Det er ikke første gang, hun er afsted. To gange tidligere har hun deltaget, og hun glæder sig.
”Det er sådan lidt en tradition. Vi var hvert fald ikke i tvivl om, at vi skulle med, for det er bare så fedt,” siger hun.
Hun har i forbindelse med sin tilmelding været inde og vælge de aktiviteter, hun gerne vil deltage i, og hun indrømmer, at det har været lidt svært at bestemme sig.
”Der er jo så meget fedt at prøve. Jeg satte mig ned og brugte god tid på at finde det, jeg allermest havde lyst til. Jeg er 100 procent gået efter mine egne interesser,” siger Ane.
Hendes program ligger nu klart, og hun er endt op på 11 aktiviteter fordelt på de tre dage, som Landsstævnet varer.
Har ikke noget imod at være alene til idrætterne
Selvom Ane skal afsted med flere venner, så har hun tilmeldt sig de forskellige idrætter uden at koordinere med andre.
”Jeg har valgt, hvad jeg gerne vil prøve, og så har jeg snakket med de andre om det bagefter. Så får jeg tilmeldt mig lige præcis dét, jeg gerne vil, uden at blive for påvirket udefra.”
Bagefter har vennerne snakket om deres beslutninger og aftalt, at de mødes senere til måltiderne, og når der skal festes til alle de fede koncerter.
Udfordrer gerne sig selv
”For mig har det helt klart været vigtigt at prøve mig selv af og ikke kun vælge for eksempel gymnastik, som jeg er vant til at dyrke.”
Det betyder, at Ane både skal prøve kræfter med morgenyoga på stranden, diskodans og hiphop. Hun forklarer, at hun selvfølgelig har taget udgangspunkt i det, der interesserer hende, men at det også har været vigtigt for hende ikke at være ekspert i det, hun kaster sig ud i.
”Jeg vil gerne blive klogere på det, jeg allerede kender til og samtidig få nye udfordringer. Det, tror jeg, er lykkedes med det program, jeg har sammensat.”
Dan dig et overblik og så i gang
Som landsstævnedeltager skal man ind og vælge de aktiviteter, man gerne vil prøve. Ane Plagborgs råd er, at man sætter god tid af, for der er meget at vælge imellem, og så skal man lige trække vejret ned i maven. En god idé, siger Ane, er at benytte den meget fine guide, der er på hjemmesiden. Den gør det hele let og overskueligt, når man skal beslutte sig.
”Det kan godt virke overvældende lige i starten, men når man først er i gang, er det megafedt. Så bliver man inspireret til at vælge alt muligt. Det sværeste er faktisk at begrænse sig, for man vil jo ikke gå glip af noget,” griner hun.
Forskel på aktiviteter
Der er mere end 400 aktiviteter til Landsstævnet. For at kunne være med skal man have en landsstævnebillet.
Derudover skelner vi imellem aktiviteter, der kræver forhåndstilmelding og Kom og prøv-aktiviteter, hvor landsstævnedeltagere bare kan møde op på dagen og være med.
Inde i programmet står der markeret, hvis en aktivitet kræver forhåndstilmelding. Gør den det, skal du logge ind i din landsstævnetilmelding og tilmelde dig aktiviteten.
Sådan gør du
Planlæg din tilmelding
Vi anbefaler, at du kigger programmet godt igennem for at finde ud af, hvilke aktiviteter, der interesserer dig. Du kunne eventuelt klikke på hjertet ved de aktiviteter, du godt kan lide. Så får du nemlig mulighed for at oprette en bruger og gemme dit helt eget personlige program. Det kan du altid åbne op igen på L2022.dk og i L2022-appen, der bliver tilgængelig i foråret 2022.
Få fordele ved at logge ind
Med den bruger du opretter, kan du altid logge ind, og det giver dig mulighed for at:
- gemme dine favoritter i Mit program
- se dine tilmeldinger i Mit program
- tilgå alt det gemte i Mit program i L2022-app’en
- finde dine billetter i L2022-app’en
- få nem adgang til din tilmelding via Mit.dgi.dk