Fremtidssikring af gymnastikken
Sydøstjyllands bedste gymnaster får nu endnu mere støtte fra sidelinjen. DGI har oprustet og ansat en ny koordinator, som kun skal arbejde med områdets landsdelshold.

Foto: DGI
Maria Pöckel Mikkelsen er ny koordinator for DGI Sydøstjyllands bedste gymnaster
Alle 632 gymnaster mellem 10 og 48 år, som er aktive på DGI Sydøstjyllands opvisningshold – og ikke mindst deres instruktører, får nu mere hjælp til at udvikle deres idræt. Den nye koordinator, Maria Pöckel Mikkelsen, er selv tidligere gymnast på både junior- og aspiranthold, og hun har for et par år siden også været instruktør på 1. holdet.
Stort netværk og lang erfaring
Det er således en erfaren kvinde med et stort netværk, der med sine 25 år stadig har et rigtigt godt indblik i de behov, der er på landsdelsholdene. Hun er selv aktiv instruktør i Vinding SF denne sæson og har en lang gymnastik- og danseerfaring at trække på. Ved siden af jobbet er hun på sidste semester i sin uddannelse som pædagog i Jelling, hvor hendes linjefag hedder ”Sundhed, krop og bevægelse”.
Sikrer kvaliteten
Maria Pöckel Mikkelsen har ca. 20 timer om måneden til at koordinere for 14 landsdelshold. Opgaverne skal løses i samarbejde med et panel af ressourcepersoner. Særligt fokus har rekruttering af instruktører til alle hold, skabe overblik over uddannelsesniveauet, fremtidssikre kvaliteten og udviklingen i gymnastikken på landsdelsholdene.
Kontakt:
Koordinator
Maria Pöckel Mikkelsen
tlf. 2148 7880
Idrætschef DGI
Peer Stokholm
tlf. 4017 1990
DGI Sydøstjylland er en ud af 16 landsdelsforeninger under DGI, som er Danmarks næststørste idrætsorganisation. Geografisk dækker DGI Sydøstjylland Horsens, Hedensted, Vejle, Fredericia og Kolding kommuner. DGI er en non-profit organisation.
DGI Sydøstjylland vil styrke de frivillige foreninger som ramme om idræt med vægt på fællesskab, udfordring og sundhed for at fremme foreningslivets folkeoplysende kvaliteter.
Gymnastik er målt på antallet af medlemmer den største idræt i DGI, mens idrætter som badminton, fodbold, håndbold og svømning op gennem 90'erne og først i det nye årtusinde har oplevet stor medlemsfremgang.
Idrætsgrene, der kan dyrkes når man har tid, er de senere år vokset voldsomt i størrelse. Det gælder løb, træning i motionscentre og klatring, kajak og andre udendørs motions- og friluftsaktiviteter.
Af Lena HellströmEjer: DGI Sydøstjylland, Gymnastik