| Flere

Ni nye akademitrænere booster badminton

Ni badmintontrænere har netop gennemført DGI’s uddannelse som akademitræner. De er klar til at hjælpe klubberne med at gøre badmintontræningen og klublivet endnu bedre.

Uddannelsen på DGI badmintons Trænerakademi er det nærmeste, man kommer en komplet træneruddannelse i badminton i dag. Deltagerne får den nyeste viden om teknik og træningsmetoder.

Og derfor er det ni topmotiverede trænere, der nu er klar til at hjælpe klubberne med at vende de seneste års tilbagegang inden for dansk badminton.

- Med uddannelsen har jeg har udviklet mig fagligt på flere områder bl.a. teknisk og taktisk. Jeg har også fået nogle redskaber rent mentalt og fysisk som gavner mig og den måde, jeg træner på, siger Jakob Mørk, der er træner i HOG badminton i Hinnerup.

Ni nye akademitrænere

De ni nye akademitrænere er:

Benjamin Lazar, Søllerød-Nærum Idrætsklub.
Jesper Munk, Viby Badmintonklub og Silkeborg Badmintonklub.
Jesper Fauerskov, Aarhus Badmintonklub.
Jakob Mørk, HOG badminton i Hinnerup.
Jesper Olesen, Odense.
Sonny Knudsen, Fredericia Badminton Club.
Peter Brink Bramdrupdam Badminton Klub.
Simon Nielsen, Grindsted Badminton Klub.
Kenneth Belling, BK 77 i Odense.

Med til at udvikle klubberne

Akademitræner-uddannelsen strækker sig over 200 timer. Den er målrettet erfarne trænere, der fremover også kan medvirke til udvikling af klubberne, ligesom de kan stå for projekter og har fået undervisning i mødeledelse og planlægning. Undervejs har den tidligere verdensmester og All England vinder Jonas Rasmussen bl.a. været på listen over gæsteundervisere.

Bjarne Nielsen har været kursusleder på DGI Trænerakademi, og det er anden gang, han står i spidsen for uddannelsen. Han er stolt over den udvikling, de ni akademister på dette års hold har præsteret.
 
- Det er meget motiverende at være med til at udvikle badmintontrænerne og hjælpe dem videre i deres trænerkarriere , siger Bjarne Nielsen.

En bedre træner

Sonny Knudsen, der træner i Fredericia Badminton Club, er ikke i tvivl om, at uddannelsen har gjort ham til en bedre træner.
 
- Jeg har fået et rigtig godt netværk af trænere som jeg kan trække på i forskellige situationer. Jeg er blevet mere bevidst om min egen rolle som træner og min fremtoning i hallen, både overfor spillerne og deres forældre, siger Sonny Knudsen.

Højner niveauet og fastholder spillerne

Preben Buchholtz er formand for DGI badmintons kursusudvalg. Han påpeger, at målet med DGI’s akademitræneruddannelse er at give et tilbud på højt niveau til ambitiøse trænere.

De nyuddannede trænere skal være et inspirerende pust og være med til at hæve standarden i klubberne, både i den almindelige badmintontræning og på eliteniveau.

- Akademitrænerne er garanter for supergod og målrettet badmintontræning, og vi ved, at god træning i klubberne er med til at fastholde spillerne og øge interessen for badminton. Samtidig kan akademitrænerne virke som coaches for de andre trænere og lære tips og tricks fra sig. På den måde højner vi trænerniveauet over en bred kam, siger Preben Buchholtz.

Af Majbritt Lykke Andersen

Ejer: Kommunikationsafdelingen



Seneste nyt
Beachbasket i Kolind
Låsby Boldklub vinder DM i foreningsudvikling
ØRESTAD BJERGLØB 2012
Fokus på udvikling rykker landets idrætsforeninger
Flere dyrker idræt i forening i Østjylland

DGI magasinet UDSPIL

  Bladr i magasinet

Lokale blade:
Midtjylland
Sydøstjylland
Vestsjælland / Roskilde