Thivaharan Alvaappillai fra Viborg indstilles til idrætspris
DGI indstiller midtjysk ildsjæl til Kulturministeriets Idrætspris 2011
Der skal være plads til alle i idrættens verden, for idræt er et godt værktøj til at styrke børn og unges selvtillid. Den holdning har 32- årige Thivaharan Alvaappillai fra Viborg, som DGI har indstillet til Kulturministeriets Idrætspris.
Thivaharan Alvaappillai er vidtfavnende træner, holdleder, mentor og næstformand i Dansk Sammenslutning af Tamilere i Viborg Kommune. Tidligere på året fik Thivaharan Alvaappillai DGI’s pris som Årets træner 2011.
”Thivaharan Alvaappillai’s indsats for integrationen i kommunen er kendt og respekteret. Han viser i praksis, at idræt kan forene forskellige kulturer, politiske retninger og andre forskelligheder. Han praktiserer integration med stor succes,” siger DGI’s formand Søren Møller om organisationens indstilling af den unge mand.
Opbakning til socialt udsatte unge
For tre år siden var Thivaharan Alvaappillai med til at starte foreningen Dansk Sammenslutning af Tamilere i Viborg Kommune. Han ville sammen med nogle få andre danne en forening, hvor folk kunne mødes og dyrke fællesskabet - for tamilere, men også alle andre. I dag har foreningen 250 medlemmer.
En del er børn og unge med belastet social baggrund, og foreningen – og ikke mindst Thivaharan – lægger stor vægt på at støtte og give opbakning til disse børn. Han forstår at formidle et samarbejde og har et meget vindende væsen.
Thivaharan Alvaappillai er uddannet folkeskolelærer. Denne baggrund benytter han også som hjælpelærer ved lektiecafeer i kommunen. Hans indsats for integrationen i kommunen er kendt og respekteret.
Yderligere oplysninger:
Søren Møller, formand for DGI: 23 28 02 34
Søren Riiskjær, idrætspolitisk rådgiver i DGI: 20 23 66 61
Organisationer må gerne indstille flere kandidater til Kulturministeriets Idrætspris, og DGI har også indstillet Børnehuset Søstjerne i Hornbæk.
Af Marie GaardenEjer: Kommunikationsafdelingen