Unikt foredrag med Manchesters Uniteds danske sponsorchef
Manden i spidsen for Manchester Uniteds brand deler ud af sine erfaringer i Brøndby, når DGI i samarbejde med Business in Sport inviterer idrætsforeningerne til at blive klogere på sponsering og branding.
Danske Casper Stylsvig er som Global Sponsorship Director i spidsen for et af verdens stærkeste brands, Manchester United. Han har et af de mest magtfulde og indflydelsesrige job i internationalt fodbold og har tidligere slået sine folder i FC Barcelona som Brand Manager.
DGIs landsdelsforeninger på Sjælland inviterer i samarbejde med Business in Sport sine medlemsforeninger til et foredrag 2. februar på Brøndby Stadion for at inspirere til udvikling og succes inden for sponsering og branding med udgangspunkt i Casper Stylsvig erfaringer fra to af verdens største fodboldklubber.
Fra globalt til lokalt
Mads Winter fra Business in Sport vil supplere Casper Stylsvig med sit bud på, hvordan de lokale foreninger kan bruge erfaringerne fra en storklub i en helt almindelig dansk idrætsforening.
– Det er spændende at bringe det kommercielle perspektiv ind i foreningslivet. Jeg er sikker på, at vi kan lære noget af det, siger Per Frost Henriksen, som er landsdelsformand i DGI Nordsjælland.
Deltagerne får i løbet af aftenen mulighed for at stille spørgsmål til foredragsholderne.
Foredraget vil foregå i Michael Laudrup VIP Loungen på Brøndby Stadion.
Tid: Torsdag den 2. februar 2012 kl.19:00-21:30
Sted: Brøndby Stadion, Brøndby Stadion 30, 2605 Brøndby
Pris: 150 kr.
Læs mere på
www.dgi.dk/nordsjaelland/
For mere information kontakt
Idrætskonsulent Lau Frøkjær, DGI Nordsjælland, tlf. 40 51 42 53