Ambassadørkorps skal få flere udsatte med i idrætsforeningerne

Et nyt ambassadørkorps skal øge kendskabet til puljen ”Foreningsliv for alle” og få flere vanskeligt stillede børn og unge samt flere voksne flygtninge og asylansøgere med i idrætsforeningerne.

Idrætsforeninger får nu mulighed for at søge økonomisk støtte til flere voksne flygtninge og asylansøgere og til udsatte børn og unge. Arkivfoto. Foto: Birthe Vembye

Idræt kan gøre en stor forskel. Det giver ikke blot sved på panden, men kan også styrke den enkelte udøvers selvværd og give indsigt i det demokrati, der er i en forening.

Det budskab skal et nyt ambassadørkorps med 10-14 toneangivende danskere være med til at udbrede. Målet er at flere vanskeligt stillede børn og unge samt voksne flygtninge og asylansøgere får et aktivt fritidsliv og deltager i fællesskabet i landets idrætsforeninger på lige fod med den øvrige befolkning.

”Ambassadørkorpset skal medvirke til at gøre det nemmere for udsatte børn samt voksne asylansøgere og flygtninge at bringe deres ressourcer i spil i idrætsforeningernes fællesskaber. Vi er glade for, at vi kan udbrede idræt til flere og eliminere de økonomiske barrierer, der kan være,” siger Per Frost Henriksen, der er medlem af DGI’s hovedbestyrelse og ansvarlig for DGI Inklusion.

2,47 mio. kr. fra Poul Due Jensens Fond

Det er en donation på 2,47 mio. kr. fra Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden) til DGI, der sikrer oprettelsen af det nye ambassadørkorps. Donationen danner også grundlag for, at puljen ”Foreningsliv for alle” kan fortsætte de kommende tre år.

”Siden slutningen af 60’erne har Grundfos fastholdt en målrettet indsats for at rekruttere og fastholde udsatte grupper blandt medarbejderne. Som Grundfos’ hovedaktionær er inklusion derfor et naturligt indsatsområde for fondens filantropiske aktiviteter. Vi tror på, at idrætten og foreningslivet kan bidrage til den sociale sammenhængskraft ved at tiltrække og fastholde medlemmer fra alle samfundslag,” siger fondsdirektør Christian Hartvig om donationen. 

Tilskud til kontingent, udstyr og aktiviteter

DGI administrerer puljen ”Foreningsliv for alle” hvor idrætsforeninger over hele landet kan søge om økonomisk tilskud til f.eks. betaling af et medlems kontingent, sportsudstyr eller deltagelse i stævner og lejre. Foreningerne kan også søge støtte til forældre- og familiearrangementer i foreningen, til uddannelse af frivillige trænere og til konkrete aktiviteter og tiltag, der er med til at rekruttere og fastholde målgruppen i foreningen.

Med økonomisk hjælp fra puljen forventes op mod 2500 personer de kommende tre år at få et aktivt liv i en idrætsforening og opleve det fællesskab foreningslivet giver.

DGI samarbejder med andre organisationer samt lærere, fritidskonsulenter i kommunerne, sundhedsplejersker mv om at udbrede kendskabet til puljen, så flest mulige vanskeligt stillede familier samt flygtninge og asylansøgere får gavn af den. 

Ambassadører skal hver få penge til at vokse

Og nu skal nye ambassadører så også være med til, at flere bliver opmærksomme på puljen og på, hvordan idrætten kan gøre en positiv forskel for udsatte og vanskeligt stillede. Samtidig skal ambassadørkorpset være med til at generere flere penge til puljen ”Foreningsliv for alle.”

Der er endnu ikke sat navne på ambassadørerne, men korpset skal bestå af 10-14 toneangivende personer, som kender til idrættens og foreningslivets betydning og ved, hvordan det kan gøre en forskel for den enkeltes udvikling og succes i livet.

Hver ambassadør vil som et pilotforsøg få tildelt 20.000 kr., som de skal få til at vokse ved at sætte gang i forskellige indsamlingskampagner. Det skal generere flere penge til puljen og samtidig skabe opmærksomhed om DGI’s indsats for udsatte.

Ambassadørkorpset skal desuden formidle budskabet om, at borgere som af sociale og økonomiske årsager ikke har mulighed for at være med i en forening, nu kan få en håndsrækning med donationen.

Fakta

  • DGI har tidligere administreret en statslig inklusionspulje på ca. 660.000 kr. årligt. Den pulje udløb i 2015. Poul Due Jensens Fond donerede i efteråret 2015 200.000 kr. til DGI, så puljen kunne fortsætte midlertidigt. Den nye donation på 2,475 mio. kr. gør, at puljen ”Foreningsliv for alle” er sikret de kommende tre år.
  • Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden) er en dansk erhvervsdrivende fond. Fonden ejer 88% af aktierne i pumpegiganten Grundfos og uddeler årligt 20 mio. kr. til velgørende formål. Heraf går omkring 1/3 til sociale projekter i Danmark. Læs om fonden