Kulturminister roser idrætten og DGI

Foreningslivet er rygraden i vores demokrati, lød det fra Kulturminister Joy Mogensen efter DGI's årsmøde. En betydning, der er forstærket under corona-krisen.

Ingen tvivl - det har ikke været nemt at være idrætsforening i løbet af de seneste otte måneders corona-krise. Det er det for så vidt fortsat ikke, og det er kulturminister Joy Mogensen godt klar over.

Men idrætten har en stor samfundsmæssig betydning, og hun er imponeret over, hvor stort et arbejde, der fra de frivilliges side lægges i at holde idrætslivet kørende i en meget udfordrende tid.

"Det jo er frivillige, der med stor professionalisme, stor ansvarlighed har gået ind og taget de her restriktioner alvorligt, men samtidig hele tiden også har været kreative på at sige, jamen vi skal holde gang isamfundet, vi skal være der for hinanden," siger Joy Mogensen.

Rygraden i demokratiet

Det danske foreningsliv fremhæves ofte som en del af rygraden i vores demokrati. En samfundsmæssig betydning, der understreges i den indeværende krisetid.

"Det er pludselig meget konkret, hvad det egentlig betyder, når idrætshallen lukker, når foreningslivet ikke er der. Når træneren ikke er der, sådan at man har den der kontakt, både den der følelse af lokalsamfundets samhørighed og hvordan samfundet træffer beslutninger," lyder det fra kulturministeren.

Selv om det kan virke uoverskueligt at navigere i restriktioner, retningslinjer og forsamlingsforbud for børn og voksne, så er det frivillige virke i foreningerne uvurderligt - og imponerende, understreger hun.

DGI er en vigtig samarbejdspartner

I arbejdet med idrætten og retningslinjerne har DGI været en vigtig samarbejdspartner - blandt flere andre.
Dansk idræt er kendetegnet ved at være ekstremt velorganiseret, og det kommer også politikerne til gode i en krævende tid.

"Krisetider er jo også en slags afsløring af, hvor forberedt er man egentlig til at håndtere uforudsete begivenheder. Hvor stabil er ens organisation, hvor hurtigt kan man finde ud af, hvad er problemerne og hvad kan vi. Og der har DGI bare været en uovertruffen sparringspartner - og samtidig supergod til på en konstruktiv måde at rejse problemerne, så vi får dem løst," siger Joy Mogensen.