Aarhus Kommune vil have flere foreningsudviklere til at booste idrætsdeltagelsen

Til trods for hårde tider for idrætsforeningerne de seneste to år, har foreningsudviklerne hos DGI Østjylland leveret flotte resultater. Nu vil Socialdemokratiet i Aarhus have flere foreningsudviklere.

Erfaringerne med foreningsudviklere, som her i Beder-Malling IF, er så gode, at flere er på vej i Aarhus Kommune. Arkivfoto: Jens Hassing.

Det er kun godt to år siden, at DGI Østjylland ansatte landsdelens første foreningsudvikler i samarbejde med i Testrup Mårslet Idrætsforening (TMG) i det sydlige Aarhus. Inspirationen kom fra naboforeningen Beder-Malling Idrætsforening (BMI), der et halvt år forinden have ansat en foreningsudvikler på en bevilling fra DIF og DGI’s foreningspulje. Begge steder skete det med en finansiering, hvor såvel DGI Østjylland og foreningen spyttede i kassen.

Erfaringerne kan bane vejen for flere foreningsudviklere

Til Aarhus Stiftstidende tøver formand for kulturudvalget i Aarhus Kommune, Steen Bording Andersen (A), ikke med at kalde foreningsudviklerne for en succes, og hvor erfaringerne fra både Beder Malling og Testrup Mårslet har været udslagsgivende for, at Socialdemokratiet i Aarhus Kommune ønsker at afsætte flere ressourcer til foreningsudviklere fremover:

”De har været en kæmpe succes og har ikke blot bragt flere borgere ind i foreningslivet, men også skabt nye aktiviteter for en meget bred gruppe borgere,” siger Steen Bording Andersen til Aarhus Stiftstidende og peger blandt andet på, at foreningsudviklerne har haft held med både at skaffe og fastholde medlemmer:

"De er med til at styrke det lokale engagement med intentioner, som lægger sig op ad byrådets Oplandsudvalgs anbefalinger om at skabe mødesteder og styrke lokalsamfundet generelt," siger Steen Bording Andersen til avisen.

Ny foreningsudvikler skal sparke endnu mere liv i Aarhus V

Senest har DGI Østjylland, i samarbejde med Aarhus Kommune, ansat en ny foreningsudvikler, der ikke er bundet op på en enkelt forening, men derimod på en bydel, nemlig Frydenlund i Aarhus V.

Her bliver den fornemmeste opgave at få flere skolebørn samt voksne i alderen 30-60 år til at blive en del af en idrætsforening. I Frydenlund er der ikke en flerstrenget forening at arbejde ud fra og derfor bliver fokus særligt at få skabt samarbejde mellem de eksisterende foreninger i området samt at etablere nye aktiviteter i disse foreninger.

Flere på vej

Står det til Socialdemokratiet, så skal der fremover satses endnu mere på foreningsudviklere i Aarhus Kommune. Det skal ske ved ansættelsen af mindst tre nye foreningsudviklere.

Formand for DGI Østjylland, Torben Märcher, er enig i, at der er potentiale for flere foreningsudviklere i både Aarhus og resten af landet:

”I DGI Østjylland er vi både glade og stolte over de resultater, som BMI og TMG allerede nu har opnået med foreningsudviklere tilknyttet. Vi tror meget på modellen med fælles ansættelser. Det at foreningsudvikleren arbejder lokalt og tæt sammen med foreningens frivillige, men også er en del af DGI med alt, hvad det medfører af kollegialt fællesskab og faglig sparring, kan nemlig noget særligt. Samtidig er modellen fleksibel i forhold til foreningsudviklerens fokus og finansiering, hvilket de tre første forsøg også viser,” siger Torben Märcher, og afslutter:

”Derfor er vi i DGI Østjylland også positive for endnu flere foreningsudviklere, der kan arbejde i krydsfeltet mellem de lokale idrætsforeninger, kommunen og os som idrætsorganisation. Både i Aarhus, men naturligvis også i andre kommuner."