Søren Møller: Ja, der er liv i papirtigeren

Hvis Bevæg dig for livet og målet om 600.000 flere aktive skal gøre en forskel, så er det vigtigt, at DGI kommer ud og får en dialog med foreningerne om, hvad de vil og kan i forhold til at få flere medlemmer. Det fremhævede DGI’s formand Søren Møller i sin beretning på DGI’s årsmøde.

Idrætsforeningerne er altafgørende, hvis visionen Bevæg dig for livet skal lykkes, sagde Søren Møller på DGI's årsmøde Foto: Jens Astrup

Ambitionerne er tårnhøje. DGI og DIF har et fælles mål om, at 600.000 danskere skal op af sofaen og i gang med idræt og motion, og 325.000 af dem skal være aktive i en idrætsforening.

Hvad er foreningernes ambition for at engagere flere og få flere medlemmer

Søren Møller, formand i DGI, på DGI's årsmøde

Det fælles visionsarbejde har betydet, at arbejdsgrupper er blevet nedsat, og der er gået tid med planlægning og forberedelse. Men det er altafgørende, at idrætsforeningerne kommer i fokus, sagde Søren Møller, da han holdt sin mundtlige beretning på DGI’s årsmøde.

”Kritikere har kaldt Bevæg dig for livet en papirtiger, der fylder meget på papiret, men lidt i virkeligheden. Vi skal tage kritikken til os, for der er en fare ved, at vi ikke formår at rulle det ud, selvom jeg ikke tror, det ender sådan,” sagde Søren Møller.

Læs også Søren Møllers kritik på DGI's årsmøde af kommuner, der tøver med at støtte idrætsforeningers motionscentre eller fitnesstilbud

Foreningernes ambitioner om flere medlemmer

Kritikere har bl.a. peget på, at danskernes idrætsdeltagelse under alle omstændigheder er stigende, og at det er foreningsdeltagelsen, der kommer under pres, hvis visionen skal realiseres.

”Vi skal forstå vores besøgstid og arbejde med foreningslivet, så det er relevant for lokale borgere. Vi skal ud til vores foreninger og have en dialog om, hvad det er, der motiverer, og hvad er foreningernes ambition for at engagere flere og få flere medlemmer,” sagde Søren Møller.

Og hvis visionen skal gøre en forskel, så er det fuldstændig afgørende, at DGI og DIF forstår de frivillige ude i foreningerne.

”Ellers kommer vi ikke igennem med det her,” konstaterede Søren Møller.

Foreningsidræt skal være et omdrejningspunkt

DGI’s og DIF’s vision 25-50-75 – også kaldet Bevæg dig for livet - går på, at i år 2025 skal 50 procent af danskerne være med i en idrætsforening, og alt i alt skal 75 procent af danskerne være fysisk aktive. Søren Møller fremhævede, at visionen har givet et godt samarbejde mellem DGI og DIF, og det ikke længere handler om modsætningen mellem elite- og breddeidræt.

Hvordan fastholder vi, at foreningsidræt er et omdrejningspunkt i danskernes liv

Søren Møller, formand i DGI, på DGI's årsmøde

”Det er et paradigmeskifte, som jeg er rigtig glad for, og hvor fokus er på, hvordan vi fastholder, at foreningsidræt er et omdrejningspunkt i danskernes liv,” sagde Søren Møller.

Find sneboldene

Søren Møller pegede på, at der i landsdelsforeningerne er opbakning til visionsarbejdet, men også at landsdelsforeningerne er spændte på, hvordan det skal stå sin prøve i praksis.

Og han slog fast, at DGI, DIF og specialforbundene skal analysere sig frem til de få meget vigtige koncepter.

”Vi skal finde noget, der har en snebolde effekt. Vi skal turde have få og vigtige koncepter, holde fast ved dem og rette dem til, fremfor at finde på 117 andre ting. Vi skal undgå defokusering. Det kræver gode evner til dialog,” sagde Søren Møller.

Gang i debatten

Søren Møllers beretning gav anledning til debat og en række spørgsmål fra de delegerede.

Om demokratiet i DGI og om, hvad DGI vil med de idrætspolitiske frivillige på landsdelsplan.  

Om DGI’s samarbejde med Coca-Cola om #HappyMoves, om hvordan hovedbestyrelsen vil sikre, at der er kvalitet i det, DGI laver.

Og der var også debat om, om DGI i stedet for at holde årsmøde hvert år skal holde landsmøde hvert andet år.