Efter tre års ventetid: 130.000 gymnaster skal på gulvet til forårsopvisninger

Corona har i to år forhindret forårsopvisninger i gymnastik. Men over de næste måneder skal 130.000 gymnaster vise, hvad de kan til forårsopvisninger over hele landet.

Gymnastikken rummer alle så til forårsopvisningerne er der både børn, voksne og ældre på gulvet.

Såvel i 2020 som i 2021 blev langt størstedelen af gymnastikkens forårsopvisninger aflyst, og mange tusinde gymnaster blev snydt for at vise det frem, som de havde arbejdet på hele sæsonen.

Men i de kommende måneder vil flere end 130.000 gymnaster fra foreninger, efterskoler og DGI’s landsdelshold sørge for, at der bliver fyldte haller til DGI’s forårsopvisninger i hele landet. Opvisningerne løber fra slutningen af februar og frem til april.

Kan ikke få armene ned

Formand for DGI Gymnastik, Hanne Lene Haugaard, ser frem til de mange opvisninger:

”Jeg kan slet ikke få armene ned over, at vi endelig igen kan mødes til forårsopvisningerne igen. For mange gymnaster er netop forårsopvisningerne de eneste muligheder, som de har for at vise det frem, som de har arbejdet hårdt med med og øvet sig på i en lang sæson. Det er de blevet snydt for i de seneste to år, så jeg tør godt love, at der bliver masser af energi og glæde til opvisningerne,” siger Hanne Lene Haugaard.

Over 150.000 publikummer

 Der forventes over 150.000 publikummer til de mere end 100 opvisningsdage landet over – og de mange publikummer kan godt skrue forventningerne i vejret:

 ”Vi er glade for, at så mange vil dele opvisningsdagene med os. Det trænger vi til. Vi trænger til at dele glæden ved gymnastikken med en hel masse mennesker og mærke suset og fællesskabet sammen med dem,” siger Hanne Lene Haugaard. 

Gymnastikken rummer alle

Forårsopvisningerne er samtidig et godt eksempel på, hvor bredt gymnastikken favner.

Til opvisningerne kan publikum opleve alt fra de mindste børnehold, der slår kolbøtter og laver sanglege med forældrene i hånden, over REP-holdenes flotte serier og spring til motionsherrer og – damer

Alle bidrager til, at opvisningerne og gymnastikken giver plads til alle aldre og niveauer.

”At give opvisning er noget helt særligt for en gymnast. Uanset alder og niveau. Til opvisningerne mødes børn og ældre, unge og voksne, øvede og begyndere. Men fælles for dem alle er, at de mærker det samme sug i maven inden de skal på gulvet,” siger Hanne Lene Haugaard.