International sport er tidens vigtigste kampplads

Vi er i Odense til åbning af Play the Game 2022, som spørger "Is there a cure for sport?" Før vi søger svaret, starter vi i Vingstedcentret ved Vejle for 25 år siden.

Da Jens Sejer Andersen dengang  åbnede konferencen ”Sport, Media and Civil Society” var det med et løfte om at gøre konferencen til et hjem for hjemløse spørgsmål, dvs. de spørgsmål, som mainsteam-sportsjournalister ikke havde for vane at stille til atleter, organisationer, stater og pengemænd om sportens mørke sider og udfordringer i form af korruption, doping og diskrimination.

 “Det er vores opgave at bryde tavsheden,” sagde Jens Sejer Andersen til de 109 journalister, forskere, idrætsledere og studerende fra 34 lande, der var med i juni 1997 på den første konference.

”Sport Media an Civil Society” var led i markeringen af 100-året for udgivelsen af DGI’s blad Ungdom & Idræt. Jens Sejer Andersen var dengang redaktør for DGI’s blade og konferencen blev forløberen for Play the Game.

Fra tavshed til vej gennem støjen

I sin åbningstale ved Play the Game 2022 kunne Jens Sejer Andersen slå fast, at der i dag er heftig debat om elitesport:

”Nu hvor tavsheden er brudt, må vores opgave være at skære igennem støjen.”

For det er ganske vist, lød det ved 2022-konferencen i Odense – i øvrigt ikke langt fra HC Andersens fødehjem – at selv om journalister og offentligheden nu i langt højere grad stiller de kritiske spørgsmål, har hverken spørgsmål eller svar fået de mørke sider af elitesport til at forsvinde. 

Jens Sejer Andersen, nu international direktør i Play the Game, forklarede det sådan:

”Personligt forestillede jeg mig, at så snart problemer med korruption, doping og misbrug kom ud i det offentlige rum, ville nogen begynde at bekæmpe dem, og de ville snart svinde ind. Her 25 år senere er vi mange erfaringer rigere, og hvad angår illusioner en del fattigere.”

"A cure for sport" synes svær at få øje på.

En optimistisk tid

Jens Sejer Andersen trak også streger fra en tid med 1990’ernes nye demokratier til i dag med krig i Europa.

”Globalt var det en optimistisk tid, kun otte år efter Jerntæppet var faldet, og henimod 25 nye europæiske nationer forsøgte – med varierende overbevisning – at etablere nye demokratier.”

På det økonomiske område var globalisering det nye sort, og frihandel så ud til at kunne bringe alverdens nationer sammen på en fredelig måde.

Men i år har Ruslands invasion af Ukraine vist noget andet. Til det lød Jens Sejer Andersens kommentar:

”Det ville være unfair at hævde at international sport kunne have forhindret Ruslands aggression i Ukraine, men det er på tide at reflektere over sportens rolle som forløser af nationalisme og militarisme i Rusland og andre steder.”

Den olympiske idræt og navnlig mændene bag har ofte stået for skud i Play the Games debatter, og den Internationale Olympiske Komite (IOC) står også i skudlinjen, når Andersen i sin jubilæumstale retter blikket mod Rusland:

”Selv i dag, hvor Ruslands aggressive og ekspansionistiske strategi er klar for alle, tillader IOC de russiske sportsorganisationer, officials og IOC-medlemmer at forblive i den olympiske familie ved at skabe en forestilling om at disse enkeltpersoner og organisationer handler i deres egen ret.”

EPO før WADA

På 1997-konferencen var en af de store afsløringer, at professionelle cykelryttere, der var blevet testet i forbindelse med cykelløb, havde unaturligt høje hæmoglobin-niveauer.

”Den verdensberømte fysiolog, nu afdøde Bengt Saltin, overraskede os dengang ved at tale om cykelrytternes forhøjede hæmoglobin-niveauer og et stof kaldet E-P-O,” sagde Jens Sejer Andersen i åbningstalen i 2022.

Det var året før Festina-dopingskandalen brød ud i lys lue under Tour de France i sommeren 1998 og før World Anti Doping Association (WADA), havde set dagens lys.

Fra EPO til storpolitik

Debatter om EPO, doping-snyd og -bekæmpelse er en del af Play the Games DNA, ligesom korruption, diskrimination og matchfixing. Men i jubilæumstalen var det ikke mindst sporten som kampplads på den storpolitiske arena, Jens Sejer Andersen betonede.

”Gennem 128 år har den olympiske bevægelse som helhed for ofte valgt side til fordel for autokrati og diktatorer. Elitesport har vist en endeløs appetit på de utrolige formuer, som olie-, og gasrige stater tilbyder,” sagde han og fortsatte:

”Sådanne investeringer har banet vejen for, at autokratiske regimer har kunnet indtage vigtige lederposter i sport, og blandingen af politisk og finansiel indflydelse har ikke mødt megen modstand fra demokratiske kræfter i sporten og meget lidt overvågning og kontrol fra kræfter udenfor.”

Om kampen mellem demokratiske værdier og autokratiske kræfter konkluderede Jens Sejer Andersen:

”Mine damer og herrer, når vi taler om kommunikation, propaganda og global indflydelse, er international sport uden tvivl den vigtigste kampplads mellem demokrati og autokrati i vores tid. En kampplads, hvor Play the Game har kæmpet i 25 år og været en del af en massiv mobilisering på demokratiets og moralens side.”